Redningskansen

Mange kan lære at svømme. Men alle har brug for en redningskrans

Sådan skrev jeg, inspireret af en af mine store helte, den afdøde svenske biskop Martin Lönnebo. Denne uortodokse, fromme og poetiske forfatter blev 93 år. Han var dybt optaget af, at forkyndelsen ikke kun sker med ord, men at det moderne menneske også har brug for, at der bliver forkyndt for sanserne. Derfor skabte han den protestantiske rosenkrans, som vi kan bære som et armbånd eller have i lommen.

På dansk hedder kransen Kristuskransen. Egentlig kan jeg bedre lide ordet redningskrans, som Martin Lönnebo selv bruger i forordet til sin lille bog: ”Dette er historien om en redningskrans. Den eneste opgave, en sådan har, er at være til for hånden – i det tilfælde, der bliver brug for den. Kransen er et farvestrålende armbånd med 18 perler. Og hver perle har sin egen betydning.”

Martin Lönnebo skriver, at den er til øvelser i livsmod, livslyst, selvbeherskelse og i at leve Gud nær. Beskedent og vidunderligt poetisk skriver han også: ”Når vi skal tale om det allerstørste, må vi nogle gange gribe til ord, som er for store for os og for små til det store. Vi er som myrer, der skal bære katedraler.” Et godt billede på den salige dårskab.

Jeg har selv gået med Kristuskransen i 20 år. Den har ofte givet mig lejlighed til gode svar, når jeg blev spurgt, om det var en krans, som mine børnebørn havde lavet i børnehaven. Nej, svarede jeg, det er min redningskrans. Om svaret kom bag på spørgeren? Måske.

Men det førte ofte til gode samtaler om Vorherre.