Hvorfor skriver jeg salmer?

Svaret er enkelt: Fordi vi fejrer gudstjenester. Og som Paulus siger: Troen kommer af det, der høres. Og ikke mindst af det, der synges. Dertil kommer også, som jeg skrev i forordet til min salmebog ’Som spirende paradisfrø’: Salmer skal ikke alene synges. De skal også læses. For mange er salmebogen deres vigtigste andagtsbog. Og sådan håber jeg også, at mine salmer kan blive til spirende paradisfrø. Så med denne klumme inviterer jeg dig ind i mit salmeværksted.

Johannes Møllehave skriver om en stenhugger, der fortalte: Det er slet ikke så svært at hugge en hest ud af en sten. Man hugger bare alt det væk, som ikke er en hest. Ja, sådan! Det er det samme slidsomme arbejde, vi salmedigtere skal pålægge os. At skære væk for at nå ind til et nyt sprog. Ikke et moderne sprog. For det moderne sprog er allerede forældet i morgen. Men et poetisk sprog, der forsøger at kalde, vække, opmuntre og trøste.

Måske kan vi sammenligne salmedigtning med kirkekunst. Vi har et fælles ansvar. Kirken er ikke et forsamlingshus, men et helligt rum. Vi må som kunstnere tage vore sko af, fordi vi er på hellig grund. Vi skal give Vorherres store historie nye ord og billeder. Ideelt set skal en salme ligesom ellipsen have to brændpunkter: Den bibelske tekst og vores hverdag. Men salmer er poesi. Det er ikke dogmatik på vers!

Derfor skal vi lytte til Benny Andersen, når han siger: At digte er at vælge og fravælge, at trække enkelte oversete og trivielle ord ud af deres vante sammenhæng, at invitere dem sammen så de danner en hidtil uset sammenhæng. Vi skal invitere ord sammen, så de ord, der har haft hinanden til bords i mange hundred år, møder andre gode ord. Sagt lige ud: Gud og bud rimer godt nok ligesom håb og dåb.

Nu ved vi det godt. Men det kræver både fantasi og inspiration. Og inspiration kommer af slid med stoffet. Men lader man imidlertid sine døre og vinduer stå åbne i sit salmeværksted, er der mulighed for Helligåndens gennemtræk. En linje dumper ned. En bærende ide. Og så er det ellers hårdt håndværksmæssigt slid. Men vi må ikke glemme Kristus i vore nye salmer. Hvordan får vi skrevet om Jesus Kristus.

Om hvordan han var. Og hvordan han er. For det er dybest set den væsentligste opgave, vi har. Men for at skrive kristologisk er det også væsentligt at skrive om synd. Det har ofte slået mig, hvor ofte et pragtfuldt Storm P citat kan åbne for at tale om skyld og synd: Jeg er ikke nogen stor synder, men lidt har vel også ret. Ja, mon ikke! For – hjerter kan være så hårde / som uvejr, der kommer og går, /med kræfter, vi ikke kan styre /og ondskab, vi ikke forstår, som jeg skriver i en salme.

Vi har i mange år talt alt for teologisk korrekt og billedfattigt om døden og det evige liv. Og her har vi godt nok været meget mere teologisk korrekte end Jesus. Selvfølgelig kan vi kun tale om himlen og Paradis i billeder. Men det kan vi også. I min nye salmebog har jeg skrevet flere salmer om det evige liv og salmer til trøst. Lad mig slutte med et par linjer fra et enkelt vers:

Vi har ikke lagt de døde
i den tavse intethed.
Gennem døden skal de møde
Gud i lys og kærlighed.