Hovedstadens Kristne Gymnasium har vokseværk og søger nye lokaler

”I år måtte vi afvise 20-25 unge mennesker på grund af pladsmangel,” fortæller rektor.

Hovedstadens Kristne Gymnasium startede i 2018, så i disse dage udklækkes det sjette hold studenter. Foto: HKGYM

”Vi glæder os hver dag over vores gymnasium, men vi har en udfordring med at finde et nyt sted,” fortæller rektor Kurt Rønne fra HKGYM i Vanløse. Både på grund af pladsmangel og fordi det nuværende lejemål skal renoveres, står HKG overfor en flytning senest den 1. august 2027.

”Hovedstadens Kristne Gymnasium begyndte tilværelsen i 2018, og efter nogle lidt svære opstartsår (målt på antal elever) så er vi nu rigtig godt kørende. Denne sommer er vi nået til det sjette hold studenter, og til næste år vil alle vores seks klasser være fyldt op. Søgningen til HKGYM har været stødt voksende, og i år er vi desværre blevet nødt til at afvise 20-25 unge mennesker, der gerne ville være begyndt i 1.g til august, men vi har ikke mere plads,” fortæller Kurt Rønne.

Når man er et nyt, lille gymnasium, er det ofte nemmere at afprøve noget nyt pædagogisk eller administrativt, for der er ingen ”plejer”, der skal aflives først, mener rektor. Foto: HKG

Altid allerede elsket

Hvad skyldes den store fremgang? Er det bare en fantastisk skole, en fantastisk ledelse, dygtige lærere, super-motiverede elever og eventyrlige rammer?

”Det synes vi ikke, for det er ikke sådan, vi oplever det i hverdagen. Tværtimod er vi ofte lidt bagefter, nogle elever er lidt for umotiverede, og der er lidt beskidt i krogene. Men vores koncept er godt. Vi er et lille gymnasium med ca. 140 elever. Vi har ikke mere end 24 i hver klasse, og så kender vi hinanden. Derudover har vi vores kristne grundlag, som gør, at vi altid kan sige til hinanden

”Du er altid allerede elsket”, uanset om du fik 12 eller 02, uanset om det sidste forløb sad lige i skabet, og om den sidste elevsamtale gik godt eller ej. Det gør noget ved hverdagen, og når vi løfter hovedet fra dagligdagens trivialiteter og småproblemer, så er vi både taknemmelige og stolte over den skole, vi har fået udviklet. For det er et gymnasium med nærhed, faglig udvikling og plads til snakke om tro. Og i al beskedenhed så fornemmer vi, at andre gymnasier begynder at kigge lidt vores vej og tænker, ”Hvad er det, de gør der?”, og ”Gad vide, om vi ikke kunne prøve på noget af det samme?” For når man er et nyt, lille gymnasium, så er det ofte nemmere at afprøve noget nyt pædagogisk eller administrativt, for der er ingen ”plejer”, der skal aflives først.
Så alt i alt er det godt at være på HKGYM.”

Nødvendig flytning

Lige nu har HKGYM en udfordring. Og så kan man alt efter temperament kalde det ”en brændende platform” eller “en spændende mulighed”. Om situationen fortæller Kurt Rønne:

”Vi skal flytte. Bygningen, som vi bor til leje i, skal renoveres, og det betyder, at vi skal finde et nyt sted i minimum 1½ år, men vi forventer, at flytningen bliver permanent. Når vi nu skal flytte, så vil vi gerne finde et sted, som er lidt større end de 900 m2, vi er stuvet sammen på nu. Så kunne vi også få plads til de 20-25 ansøgere, som vi sagde nej til i år, og som, vores venteliste indikerer, også vil være der de kommende år. Den største udfordring er selvfølgelig at finde stedet. Og det er vi så nu i fuld gang med. Vi prøver at aktivere alle venner og bekendte i vores netværk for at se, hvilke muligheder der er. Også Udfordringens læsere må rigtig gerne byde ind med gode ideer,” understreger rektor, som slutter med denne opfordring:

”Hvis du ligger inde med en bygning på 1.500 m2 i København til en rimelig leje, så sig endelig til. Vi skal nok passe godt på dit hus i mange år fremover. Uanset hvad, så har HKGYM har vist, at det med et kristent gymnasium i København var en god idé. Og vi er ret fortrøstningsfulde mht. at finde et nyt sted. Vi har følt os ledt fremad i de sidste otte år og er sikre på, at det ikke stopper her. Vi skal nok finde hjem.”