KBH Frikirke skifter navn til Haven

Det er ikke længe siden, at KBH Frikirke flyttede fra deres historiske bygning på Frederiksberg til Vandværket i København Nordvest. Nu er der flere nybrud i den apostolske frikirke i København.
Nyt sted kræver tilsyneladende også nyt navn. I hvert fald har KBH Frikirke, der netop er flyttet i nye lokaler efter mange år på Frederiksberg, som man også har kunnet læse om her i avisen, valgt at ændre sit navn. Og det er der flere gode grunde til, fortæller ledende præst i kirken, Jacob Viftrup.
”Vi skifter navn, fordi vi ønsker et navn, som primært siger noget om, hvem vi er, og ikke, hvor vi er. Vi har en vision for at plante flere end de tre kirker, vi er nu, og vi tror også, vi skal plante uden for Danmarks grænser,” fortæller Jacob Viftrup, med henvisning til at KBH Frikirke (nu Haven) hører hjemme på tre forskellige adresser hovedstadsområdet i henholdsvis Nordvest, Valby og Lyngby.
Jacob Viftrup fortæller desuden, at de i deres kirke i Lyngby også har blikket skarpt rettet mod Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som har mere end 12.000 studerende og mere end 120 nationaliteter, og at kirken derfor har ønsket sig et navn, som kan udtales nemt på både dansk og engelsk.

Dansk eller engelsk
Haven kan både læses og forstås på dansk og engelsk, dog i to forskellige betydninger, men det vender vi tilbage til. I dette tilfælde er det som udgangspunkt meningen, at det nye navn skal udtales og forstås i sin engelske version. ”Haven er et engelsk ord, som er let at sige for danskere, og den primære betydning er en havn eller et sikkert sted. Haven bygger en bro fra vores rødder i København – Copenhaven – og fra vores gamle logo, som er et skib,” forklarer Jacob Viftrup om nogle af tankerne bag det nye navn.
”Vi skifter navn, fordi vi ønsker
et navn, som primært siger noget
om, hvem vi er, og ikke, hvor vi er.”
Netop betydningen ’havn’ indeholder mange associationer, som har været medvirkende til, at det lige netop blev det navn.
”Haven inviterer til at komme ind i en tryg havn og blive udrustet til livet gennem troen på Jesus, som er vores mission. Jesus er fyrtårnet i havnen, der lyser for mennesker og giver retning. Haven inviterer til at finde hjem i et forpligtende fællesskab, og samtidig er Haven også et sted i bevægelse, et ressourcecenter, der sender mennesker ud i livet og ud i hverdagen med troen – og gerne også ud for at plante flere kirker.”
Samme navn i Aarhus
Mens Haven er et nyt navn i København, er det ikke tilfældet i Aarhus, hvor der allerede findes en anden apostolsk kirke med navnet ’Haven’. ”Vi har talt med vores venner i Haven-Aarhus, som er en del af det apostolske netværk, ligesom vi er. Vi er enige om, at det kun er glædeligt, at vi på den måde kommer til at pege hen på hinanden, omend vi stadig er selvstændige kirker – og vi er jo kirke for mennesker, der bor i vores lokalmiljøer, og de er ikke optaget af, om der er en kirke i den anden ende af landet med samme navn,” siger Jacob Viftrup.
Fungerer også på dansk
Mens engelsksprogede mennesker naturligt vil læse det nye navn i sin engelske version, vil mange danskere formentlig i lige så høj grad læse ordet, som det helt almindelige danske ord med grønne associationer til et område med græs, blomster og træer – og det kan også godt gå an, forsikrer Jacob Viftrup. ”Den sekundære betydning af Haven vil være det danske ord have – som nogen nok vil læse det ved først øjekast. Men det er en positiv association for os, og vi er også et sted, hvor mennesker kan vokse i deres tro på Jesus og blomstre med de gaver og talenter, Gud har lagt i os alle.”
Det nye navn blev officielt annonceret søndag den 14. juni i forbindelse med en af kirkens gudstjenester.


