Englen fra Møgporten

Tomas Sjödin skriver i sin andagtsbog, ”Jeg har slået mit telt op i håbets land,” en sætning, der næsten slog benene væk under mig: Jesu liv er udlægningen af, hvem Gud er. Vi lader lige billedet stå et øjeblik, som de sagde i fjernsynets ungdom. Kan det siges stærkere? Næppe.

Som turist har jeg tre gange besøgt det gamle Jerusalem. En af Jerusalems porte hedder faktisk Møgporten. Og det var bestemt ikke den, Messias skulle ride igennem. Men navnet siger præcist, hvem og hvad man efterlod der. Som jeg lader en anonym kvinde på Jesu tid sige:

Første gang jeg så profeten var ude ved Møgporten.
Ja, I undrer jer. Men dér gik han.
Blandt dem, som hundene ikke engang gad slikke.
Var det et sted for ham? En guds mand?
Nej, vel –
men her, hvor selv døden er en befrielse, gik han.
Bøjede sig over de døende. Tørrede fluer væk fra deres øjne.
Kyssede dem på panden. Den mand er gal, tænkte jeg.
Eller også er han en engel.
Englen fra Møgporten.

Og siden har jeg skrevet en salme om Englen fra Møgporten:

Du gik, hvor kun dødsenglen går,
du gik til de udstødtes mørke,
du rørte ved smitsomme sår,
du standsede feberens tørke.
Du kaldte: Kom ud,
se, jeg er din Gud.
Jeg lyser for dig i dit mørke.

Du gik til de gudløses sted,
og kaldtes en frådser og dranker.
Hvad var det, du ødslede med?
At hjertet for syndere banker?
Men den, der er ren,
kan kaste med sten
mod Gud! med så gudløse tanker.

Du går som livsenglen og når
os gennem de lukkede døre.
Du renser de inderste sår,
og rejser den, ingen vil røre.
Et suk og en bøn
vil stopper Guds søn.
Du hører, hvad ingen kan høre.

Men måske skulle min klumme i stedet hedde:
Gud fra Møgporten

(Salmen har melodi af Werner Knudsen og står i ’Som spirende paradis frø’ (Læselyst).)