Depression og skam gik væk ved visualisering af Guds ord
”En kvinde med svær depression, som var meget plaget af skam, blev sat fri gennem visualisering af Guds ord,” siger Rune Von Weydenberg Kærlet, der er præst, psykoterapeut og formand for foreningen Relationer Først. I sjælesørgeriske samtaler gør han brug af den gudgivne fantasi, som han kalder det.

Rune Von Weydenberg Kærlet fortæller, at det er bibelsk at gøre brug af fantasien og forestillingsevnen til at se ting for sit indre øje. Jesus talte meget i billeder, og Gud gjorde løftet om børn visuelt for Abraham ved at få ham til at se op på stjernehimlen.
Fantasi er evnen til at forestille sig noget, der ikke er til stede, eller som slet ikke eksisterer. Visualisering er at bruge sin forestillingsevne til at skabe indre billeder, følelser og sanseoplevelser af en bestemt situation eller et mål.
Svær depression og skam sættes til vægs
En midaldrende kvinde kontaktede for et par år siden Rune for at få en samtale. Hun havde det seneste år kæmpet med mørke tanker og depression. Lægens vurdering var, at hun havde en svær depression. Inden kvinden kontaktede Rune, havde hun opsøgt hjælp hos andre, også kristne – uden effekt. Depressionen gjorde, at kvinden var røget ud af arbejdsmarkedet. Hun troede aldrig, at hun ville få job igen, selvom hun var i arbejdsprøvning.
Kvinden var kristen og en del af en kristen familie. Hun elskede lovsang og havde været vant til ofte at høre fra Gud. Depressionen var så tung og mørk, at hun mistede glæden ved lovsang, og hun kunne ikke høre Gud mere. Sindstilstanden påvirkede også familielivet. Hun følte sig utilstrækkelig i forholdet til Gud, til sin ægtemand og til sig selv. Hun havde svært ved at tage sig sammen til noget og svært ved at komme ud af sengen.
Adskil problemet fra personen
Rune siger ofte til mennesker: ”Du er ikke problemet, det er problemet, der er problemet.” Han fortæller, at vi som mennesker nogle gange bliver sovset ind i problemerne, og at vi fusionerer med dem. Tænker vi, at problemet er indeni mig, er der ikke lang vej til at tænke, at problemet er mig. ”Hvis man kan holde problemerne ud i strakt arm, bliver det lettere at tale om dem.” Derfor bruger Rune intentionelt vendinger, der er med til at adskille problemet fra personen. Han sagde til kvinden, at depressionen kom på besøg hos hende.
Kvinden fortalte, at depressionen sagde til hende, at det ikke kom til at gå, og at hun aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Brug af fantasien
I samtalen kom det frem, at kvinden kæmpede med skam. Skammen gjorde, at hun følte sig utilstrækkelig. ”Vi gjorde det samme med skammen, som med depressionen – eksternaliserede den, så den blev adskilt fra hende. Så kunne hun holde den ud i strakt arm. En af måderne, man med sproget kan eksternalisere noget, er ved at omtale det, som en gæst – som noget, der er på besøg.” Så kom fantasien på banen. Fantasi er evnen til at forestille sig noget, der ikke er til stede, som endnu ikke eksisterer, eller som er virkelighedsfjernt.
”Jeg foreslog, at skammen var gæst hos hende og spurgte, hvad den sagde til hende, når den kom på besøg?” Kvinden svarerede, at skammen sagde, at hun ikke slog til, og at hun ikke var god nok. ”Mens vi foldede skammen ud, blev jeg i tvivl om, hvilken vej, jeg skulle lede samtalen. Et vers fra salme 23 i Bibelen dukkede op i mine tanker. Gud lover i verset, at han dækker bord for os for øjnene af vore fjender.”
Rune opfordrede kvinden til at lukke øjnene og forestille sig, at hun sad ved køkkenbordet derhjemme. Hun sad for bordenden. “Hvor sidder depressionen,” spurgte Rune. Kvinden svarede, at depressionen sad ved siden af hende på hendes venstre side. Hvordan så depressionen ud? ”Det var en mørk skikkelse, som var ubehagelig og kølig.” Var det depressionen, der sagde, at du aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet? Ja, svarede hun.
Skammen sad også ved bordet på hendes højre side. ”Da vi havde talt om skammen, om hvordan den så ud og om, hvad den sagde til hende, spurgte jeg, om der sad andre ved bordet? Jesus sad der også – i den anden ende. Siger Jesus noget til dig? Ja, han siger noget til mig, som jeg ikke kan høre. Depressionen og skammen taler i munden på Jesus, så jeg kan ikke høre, hvad han siger.” Rune spurgte, om kvinden ville invitere Jesus tættere på.
Hun var meget berørt, hun sad med lukkede øjne og græd. Kvinden inviterede Jesus til at sidde på sin venstre side mellem hende og depressionen. Hun kunne se for sig, at Jesus sad ved hendes side, og at han lænede sig ind mod hende og sagde: ”Jeg elsker dig.” De sad en tid i Guds nærvær sammen. Inden de afsluttede den første session, talte de om, hvordan kvinden havde oplevet samtalen.
Følg dem ud og inviter andre ind
Da kvinden et par uger senere kom til anden samtale, startede Rune med at genkalde billedet af køkkenbordet og af dem, som sad der. Rune spurgte kvinden, om hun ville være med til at tilbagekalde et par af invitationerne til dem, der sad ved bordet. Det ville hun gerne. Hun sagde med lavmælte ord til depressionen, at den skulle rejse sig og gå ud ad døren. Da den ikke gjorde det villigt, spurgte Rune kvinden, om hun ville følge depressionen ud. Det gjorde hun.
”Det største mirakel for mig var
oplevelsen af, at Gud var i rummet
sammen med hende og mig, og at
jeg som terapeut blev taget i hånden
og ledt til, hvor vi skulle gå hen.”
Efter depressionen havde forladt køkkenet, visualiserede kvinden, at skammen på samme måde forlod rummet. Hun så for sig, at hun også fulgte skammen ud.
”Bagefter forberedte jeg kvinden på, at depressionen og skammen ville forsøge at komme tilbage. De havde siddet ved bordet længe, og de var nu blevet hjemløse. Hvis ikke du åbner døren, når depressionen eller skammen banker på, vil de råbe ude fra gangen. De vil sige de samme ting, som de gjorde tidligere. De vil forsøge at komme ind og sidde ved bordet igen. Du vil sandsynligvis opleve, at det trækker i dig for at åbne døren for dem. Lad dem blive ude på deres nye plads – udenfor døren.”
Rune foreslog, at kvinden inviterede nogle andre til at sidde ved bordet på depressionens og skammens tomme pladser. Hun inviterede glæden til at sidde, hvor depressionen havde siddet, og kærligheden til at sidde der, hvor skammen havde siddet. ”Vi brugte tid på at folde ud, hvordan henholdsvis glæden og kærligheden så ud, og hvad de sagde til hende.”
”Hvad har du gjort ved hende?”
Efter et par uger blev Rune ringet op af de professionelle, der kendte kvinden, og som havde fulgt hende igennem sygdomsforløbet. Hun fik medicin for sin stærke depression. ”Hvad har du gjort ved hende,” spurgte de. Jeg forklarede dem, at vi havde haft to samtaler og uddybede med fagtermer, hvad jeg havde gjort. Almindeligvis forklarer jeg metoderne og teknikkerne med fagtermer uden at nævne Jesus. De var meget overraskede over forandringen, for nu kom kvinden med overskud og glæde.
Kvindens familie var også glade og overraskede over forandringerne. Rune fulgte efterfølgende op på kvinden for at høre, hvordan det gik. Hun havde det meget bedre og var blevet frivillig i sin kirke. Rune fortæller, at det ikke er alle samtaler, der ender sådan. Nogle har lettere ved at visualisere og forestille sig forskellige scenarier. Han tænker, at alle kan det, og at nogen har lettere ved det end andre. At visualisere hjælper os til at få Guds ord og løfter ind under huden. Den visuelle forestilling er en ekstra dimension udover Guds tale.
”Det største mirakel for mig var oplevelsen af, at Gud var i rummet sammen med hende og mig, og at jeg som terapeut blev taget i hånden og ledt til, hvor vi skulle gå hen.”
Kombinerer tro og psykologi
”Gud elsker, når vi hjælper hans børn til mere frihed,” fortæller Rune, som også har startet organisationen Relationer Først. Det er en forening, der hjælper kristne med at opnå mental, følelsesmæssig og relationel sundhed. ”Vi forener tro og psykologisk indsigt i praksisnære redskaber og undervisning.” Rune fortæller, at forskellen på psykologi og sjælesorg er, at man i sjælesorgen inviterer Gud ind, det gør man ikke i psykologien.
”Jeg tror, at vi når rigtig langt ved først og fremmest at betragte problemet som et psykologisk problem. Det kan være svært at adskille, hvad der er psykisk, og hvad der er åndeligt. Nyere forskning viser i øvrigt, at hjernen som regel ikke kan kende forskel på, om noget sker i virkeligheden, eller om det sker i menneskets forestilling.” ”Min terapeutiske tilgang til ethvert menneske er ubetinget positiv agtelse. Tilgangen er baseret på det kristne menneskesyn. Ethvert menneske er elsket af Gud og dyrebart i hans øjne,” slutter Rune.


