En blodprop i hjernen blev vendt til taknemlighed og nye erkendelser

”Det kom pludseligt og uden forvarsel en lørdag eftermiddag,” fortæller Kenneth Kûhn.

”Jeg mærkede, at mit venstre ben føltes underligt svækket, men jeg slog det hen og gik i seng. Dagen efter, da jeg stod op, konstaterede jeg, at min fod var begyndt at hænge lidt. Min kone kørte mig i kirke, hvor jeg skulle prædike. Efter gudstjenesten tog vi til vagtlægen. Han mente, at der var en nerve i klemme i ryggen og gav mig besked på at kontakte egen læge dagen efter. Den følgende morgen kunne jeg slet ikke gå. Jeg havde mistet kontrollen over venstre fod, så jeg vidste, at noget var helt galt.”

Hos lægen blev Kenneth sendt direkte til Odense Universitetshospital, hvor de konstaterede, at han havde haft en blodprop i hjernen. Samtidig fik han at vide, at han skulle indstille sig på et længere sygdomsforløb.

Rollator og identitetskrise

“De første par dage af indlæggelsen var jeg meget bekymret,” fortæller Kenneth og fortsætter: ”Det var ubeskriveligt mærkeligt, at jeg slet ikke kunne bevæge min fod. Når jeg skulle på toilettet, brugte jeg rollator og var helt udmattet efter nogle få meter. Det føltes som et gigantisk kontroltab og var dybest set et slag imod min identitet: ”Skal jeg være ham, der halter resten af mit liv,” tænkte jeg.”

Kenneth har en stor berøringsflade og oplevede, at rygterne begyndte at løbe. Han brød sig ikke om det, som han kalder negativ opmærksomhed, altså opmærksomhed, som kommer på baggrund af sygdom. Han har det helt generelt svært med at få opmærksomhed på grund af noget, der er negativt. Han følte også, at det på en måde var pinligt, at han pludselig lå der og ikke kunne gå.

”Det ramte nok min forfængelighed, men det fik mig samtidig til at tænke over, hvor skrøbelige vi mennesker er. Tænk, at en lille prop i en blodbane kan betyde, at man bliver en helt anden, og at man kan miste det, der definerer en.”

Midt i bekymringen mærkede Kenneth også en indre hvile. ”Det var meget modsætningsfyldt. I mit sind var der bekymring, men samtidig kunne jeg sige: ”Gud, du ved, hvordan jeg har det med det hele. Følelsen af at være i Guds kærlige favn fyldte mig med en ro, der var stærkere end alt andet.”

Familiestøtte og forbøn

Kenneth besluttede at fortælle om sin indlæggelse i et Facebookopslag for at afdramatisere eventuelle forestillinger om det, der var sket. Efter opslaget modtog han flere hundrede hilsner fra mennesker, som udtrykte medfølelse, og som bad for ham.

”Det var en kæmpe overraskelse og trøst,” fortæller han. ”Jeg var slet ikke forberedt på at blive genstand for så meget omsorg. Mange kender mig måske fra min tjeneste med at forkynde Guds Ord, men det er fantastisk at opleve, at man bliver betragtet som mere end en prædikant. I Guds rige er vi søskende, og det styrkede min tro, at så mange havde taget mig ind i deres hjerter og var i forbøn.”

Hvordan reagerede din familie?

”Jeg har en rigtig god familie,” fortæller Kenneth stolt. ”Jeg tror, at mine børn kunne fornemme, at jeg var i hvile, og de blev meget beroliget af det. Min kone var der hele vejen igennem med kærlig støtte og nærvær, så jeg er meget velsignet.”

Hastehelbredelse

Kenneth fortæller, at han oplevede en fantastisk hurtig heling.  En aften på hospitalet forsøgte han desperat at løfte foden, men han kunne ikke.   ”Foden var helt død, selvom jeg prøvede af alle kræfter at få den til at bevæge sig. Til sidst sagde jeg: ”Far, jeg lægger det i dine hænder.”  Så lagde Kenneth sig til at sove. Næste morgen, da han vågnede, satte han sig op på sengekanten og prøvede at løfte foden igen, ”og så kunne jeg løfte den,” fortæller Kenneth.

Den var dog stadig ikke lige så mobil som den anden fod, men han kunne løfte den et pænt stykke op i luften. Fra den dag gik det hurtigt fremad. Efter bare halvanden uge kunne han gå så godt, at dem omkring ham sagde: ”Kenneth, man kan slet ikke se, at der har været noget.” Læger og behandlere på afdelingen var også meget overraskede over den hurtige helingsproces. ”Jeg tror helt sikkert, at forbønnen fra de mange er årsagen. Jeg er tilbage med normalt funktionsniveau igen, og det er mindre end tre måneder siden, jeg blev indlagt. Jeg er bare så taknemlig.”

Officielt hjerneskadet

Har blodproppen ændret din personlighed? 

Kenneth smågriner lidt og svarer: ”Jeg siger jævnligt til min kone, at jeg ikke kan huske, at der er noget, jeg har glemt.” Han fortsætter: ”Der er ingen, som har fortalt mig, at jeg er blevet anderledes. Men jeg er officielt erklæret hjerneskadet. I praksis kan jeg mærke, at jeg har brug for lidt flere pauser i løbet af dagen. Inden blodproppen kunne jeg have en lang dag – fuldt booket med møder. Det duer ikke lige nu.

I løbet af dagen har jeg brug for et par tidspunkter, hvor jeg slapper af og ikke skal koncentrere mig i en halv times tid. Det er jo egentlig sundt nok, og det burde jeg nok også have gjort tidligere. Jeg skal også huske at tage min blodfortyndende medicin og at passe min fysiske træning.”

Livet er et mirakel med håb

Har sygdommen påvirket din tro? 

”Ja, den mindede mig om, at jeg en dag skal dø,” siger Kenneth eftertænksomt og fortsætter: ”Tanken om min dødelighed vakte en masse vigtige erkendelser. Først og fremmest, at jeg vitterligt ikke kan tage livet for givet. Det er en gudgiven gave, som jeg kun kan tage imod med taknemlighed og sige: Tak Gud, at du vil mig. Tak, at jeg vågnede igen i dag, at mit hjerte banker, og at min krop og mit sind fungerer. Tak for livets mirakel.”

En anden erkendelse, Kenneth blev mindet om, var evighedshåbet: ”Det er dødens vilkår, der gør, at vi søger håb,” mener han. ”I lyset af døden, rækker vi ud efter mening. Det møder vi også udenfor kirken i populærkulturen. Kim Larsen spurgte i sangen Pianomand: ”Er der sol over Gudhjem i de dødes land, eller dybt go ‘nat pianomand?” ”Det er et håbefuldt spørgsmål. I evangeliet er håbet en forvisning.

Vi synger i salmen ’Min Jesus lad mit hjerte få’ om at smile af sin død. Tænk, at det er muligt. Det oplevede jeg faktisk et glimt af på hospitalet. I det hele taget har jeg nok altid mærket, at døden og håbet hænger sammen. Da jeg som barn første gang hørte sangen ’Sig nærmer tiden, da jeg må væk’, blev jeg dybt rørt og fik tårer i øjnene. Jeg opdagede noget smukt i visheden om det evige liv. Den vished er blevet fornyet i den seneste tid.”

Dødsangst eller livsangst

Oplevede du også en frygt for døden?

”Der er mange, som taler om frygt for fremtiden og for døden,” svarer Kenneth og fortsætter: ”Jeg forstår eksistentiel frygt på en lidt anden måde. Når mennesker kæmper med frygt for det, som skal komme, tror jeg i virkeligheden ofte, at det er livsangst.”   Kenneth forklarer livsangst med ordene: ”Det jordiske livs forbandelse er, at vi som mennesker aldrig ved, om vi lever det godt nok. Det kan man også ligge og evaluere på i sin sygeseng. Det er denne usikkerhed, der skaber alle mulige svære følelser som f.eks. fortrydelse, mindreværd, fordømmelse, forkastelse, bitterhed.”

Kenneth er selv mere bange for at leve gennem alderdommen end for at dø. Han er 57 år og tænker nogle gange fremad. Han synes, det er lidt noget blændværk, at vi taler alderdommen så meget op, selvom nogle ældre lever både længere og bedre i vores dage. Det er, som om vi prøver at fortrænge den faktiske forkrænkelighed og al den smerte, som den uvægerligt betyder for de fleste.

”Jeg kan godt blive bekymret for alderdommen – ikke kun for det fysiske, men for tanken om at blive til overs – at der ikke er brug for mig mere. Den frygt er vel nærmere en livsangst end en dødsangst. Jeg tænker ikke, at jeg vil kæmpe helt vildt for at forlænge mit liv, hvis jeg bliver alvorligt syg, når jeg bliver ældre. Så er det langt bedre at komme hjem til Jesus og tage hul på det næste kapitel.”

Gud er god, selv når vi lider

Hvordan påvirkede blodproppen dit gudsbillede?

“Jeg har altid troet på, at Gud tillader, at vi rammes af ulykkelige hændelser. Vi er en del af den faldne og syndige verden, som er underlagt døden. Når Gud gør mirakler, suspenderer han reelt set det naturlige. Men den erfaring er ikke en konstant normaltilstand for en kristen. Ellers kunne vi bede os til evigt liv her på jorden.”

Hvordan skal vi så tackle lidelsen?

”Paulus skriver, at alt samvirker til gode for den, som elsker Gud. Det betyder ikke, at alt, hvad der sker for os, er godt. Men det peger på det paradoks, at vi kan opleve Guds godhed selv igennem det, som ikke er godt. Det indkapsler ret præcist Jesu egen død. Det var ikke godt, at Jesus blev korsfæstet. Det var uretfærdigt og ondt. Men Gud inkorporerede det onde i sin frelsesplan, så det samvirkede til gode for Jesus og for hele verden.”

Emanuel – Gud er med os

Samtalen med Kenneth ender et godt sted, nemlig ved Jesu kors. Det, som har fyldt mest i hans liv de seneste måneder, er, at Jesus har været med ham og givet ham hurtig heling. ”Jesus fik navnet Emmanuel, som betyder Gud er med os,” genkalder Kenneth. ”Det har jeg virkelig oplevet på det sidste.”

”I katolicismen bruges krucifikset med den lidende Kristus, der hænger på korset. Det er symbolet på, at han er med os i vores lidelser. I protestantismen ses det tomme kors, som symboliserer Jesu sejr over døden. De to symboler taler begge sandt om Guds kærlighed: Jesus døde for os, for at vi kunne få håb og evigt liv sammen med ham. Han bar endog vores sygdomme, så vi kan modtage hjælp i vores svaghed. Men Jesus led også med os på korset for at være med os igennem vores lidelser. Jeg stoler på, at han går med mig hele vejen,” slutter Kenneth med et smil.