Det er saligere at give end at få – om givertjeneste i Ny Testamente
Skal man give tiende ifølge Bibelen? Det og andre vigtige spørgsmål om givertjeneste kommer Christian Holmgaard ind på i denne artikel. Læs hvad Jesus og Paulus siger om givertjeneste.

Hvorfor skal vi give penge til kirkeligt arbejde og hvor meget? I GT finder vi loven om at give tiende, altså et bud, der fortæller, hvor meget israelitterne skulle give og hvor ofte (3 Mos 27,30). Denne lov hører sammen med templet, præsteskabet og ofrene i GT, som alt sammen, ifølge NT, er blevet opfyldt af Jesus (Matt 5,17).
At give tiende, altså 10% af sin indkomst, kan være en god vejledning, men er altså ikke en lov, som kristne i den nye pagts tid er forpligtet på. Hvor der i GT var et bud, som skulle følges, er det i NT i stedet kærligheden, der skal motivere til at give. Givertjeneste er del af kaldet til elske, fordi vi selv er blevet elsket først. Kristne skal give, fordi de selv har fået givet alt af Gud. I det næste skal vi først se på, hvad Jesus siger om penge, ejendom og det at give. Dernæst skal vi se på nogle tekster, hvor Paulus skriver om givertjeneste.

Jesus: Livet i verden som forvaltere under Guds omsorg
Penge har en stor plads i Ny Testamente, særligt i evangelierne, hvor Jesus ofte underviser om forvalterskab, faren ved rigdom og Guds omsorg. Tanken om forvalterskab er grundlæggende den, at et menneskes ejendele og ressourcer kommer fra Gud og skal forvaltes som sådan. I Jesu lignelser om forvaltere skal de i sidste ende stå til ansvar overfor Gud. I Jesu undervisning får vi blandt andet udfoldet menneskets grundlæggende relation til Gud og alle de farer, der truer den relation. En af største farer, ifølge Jesus, er pengene – mammon.
I Jesu formulering, om at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, ligger der en ubehagelig tanke. For Jesus taler jo om at tjene mammon, og dermed siger Jesus, at det, som mennesker tror, kan gøre dem frie, i virkeligheden bliver deres herre. Det kan godt være, at vi tror, vi er herre over vores penge, og at pengene tjener os, men umærkeligt sker der det, at pengene bliver herre over os. Griskheden, som skulle føre til frihed i form af økonomisk uafhængighed, binder os snarere, end det befrier os.
Tanken, om at noget er vores eget, er farlig. I Jesu undervisning er den, der vil holde tingene for sig selv og skabe økonomisk sikkerhed for sig selv, en tåbe (Luk 12,20). Tanken om økonomisk sikkerhed er umulig, ubarmhjertig og usikker i en forgængelig verden. I stedet kalder Jesus sine disciple til virkelig frihed i tillid til Guds omsorg og alt det, han vil give dem gennem Kristus. (Luk 12,22-34).
Jesus lærer disciplene om en ubegrænset gavmildhed (Luk 6,30), og i mødet med den rige unge mand siger Jesus ligefrem, at han skal give alt væk til de fattige (18,22). Det er dog ikke alle, Jesus kræver det af. I beretningen om Zakæus viser hans omvendelse sig ved, at han giver ud af sine ejendele, men kun en del af den (Luk 19,1-10). Det er dog klart, at sand omvendelse viser sig i gavmildhed.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus er det ikke givertjenesten som sådan, den rige mand mangler. Han mangler omvendelse, men omvendelsen ville have vist sig i barmhjertighed og gavmildhed overfor den fattige Lazarus (Luk 16,19-31). Overordnet kalder Jesus sine disciple til at se sig selv som forvaltere af Guds gode gaver. Alt kommer fra Gud og tilhører egentlig ham, og der ligger en stor fare i at tro, at noget er vores eget.
Ikke bare vores ejendele, men hele vores liv tilhører Gud, der både har skabt os og løskøbt os (Mark 10,45). Det må være fortegnet for, hvordan bruger vores penge.
Paulus: Nogle principper for givertjeneste
Hos Paulus finder vi de tekster om at give i NT, der kommer tættest på det, vi vil kalde givertjeneste i dag. Det drejer sig om tre tekster fra Første og Andet Korintherbrev (1 Kor 9,13-14; 1 Kor 16,1-4; 2 Kor 8-9). Ud fra de tekster kan vi identificere nogle principper om givertjeneste i NT.2:
1. Alle kristne skal give.
Det forventer Paulus, når han skriver til menigheden i Korinth, at de hver især skal lægge noget til side (1 Kor 16,2).
2.Vi skal give regelmæssigt.
Det fremgår af 1 Kor 16,2, hvor Paulus skriver til menigheden i Korinth, at de den første dag i ugen, altså søndag, skal lægge det til side, de vil give.
3.Vi skal give efter evne.
Det vil sige, at alle ikke skal give lige meget, men hvad hver enkelt magter. Det kommer frem i 1 Kor 16,2 hvor det, der skal lægges til side, er så meget, som enhver har råd til. Også i 2 Kor 8 skriver Paulus om menighederne i Makedonien, at ”de gav efter evne, ja, over evne” (2 Kor 8,3). Paulus havde ikke forventet, at makedonerne gav over evne, og forventer det heller ikke af korintherne (2 Kor 8,13).
4. Vi skal give gavmildt.
Samtidig, og i en vis spænding med det foregående punkt, så fremhæver Paulus netop menighederne i Makedonien for at give over evne. Deres gave var et offer, fordi de gav ud af deres fattigdom. Jesus fremhæver også den fattige enkes gave (Mark 12:42-44). Dette står primært som en udfordring til dem, der har overflod, om at give mere (2 Kor 8,7).
5. Vi skal give med et formål.
Det vil sige at vi skal give for at imødekomme en mangel og ikke på grund af skyldfølelse eller påtrængenhed. Her peger Paulus på behov hos andre kristne i nød (2 Kor 8,14), men også særligt på menighedens ansvar for at understøtte forkyndere (1 Kor 9,13-14). Paulus afstår selv fra at modtage penge fra Korinthermenigheden, men siger, at ”de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet”. Dermed mener han, at en menighed skal sørge for, at den, der forkynder, får det, han har behov for materielt. Det samme er Paulus inde på i Gal. 6,6.
6. Vi skal give med glæde og frivilligt.
Ingen skal give under tvang. Tværtimod skal vi give med glæde (2 Kor 9,7) og frivilligt. Glæden og viljen kommer indefra, fra et omvendt hjerte, som et gensvar på Guds gave (2 Kor 9,8-12).
7. Vores motivation skal være:
A. Kærlighed – Som Jesus døde for vores og andres synder, sådan skal vi også give os selv og vores ressourcer til andre (2 Kor 8,9). At give uden kærlighed er nyttesløst (1 Kor 13,3).
B. Taknemmelighed – Gud er altings giver, og han har i Kristus givet den største gave (2 Kor 9,15). Givertjeneste er udtryk for taknemmelighed for alt det, Gud har givet.
C. Velsignelse – I 2 Kor 9 taler Paulus om den velsignelse, der følger med at give. Paulus opfordrer korinterne til at give en rundhåndet gave og underbygger det med et ordsprog om at så og høste, der synes at indikere en noget-for-noget-ordning. Sådan har nogle herlighedsteologer fortolket det og brugt det til at få folk til at give penge med håbet om at få endnu flere igen. Det er dog ikke den slags høst, Paulus beskriver her.
Paulus’ opfordring går på, at giveren i sit hjerte afspejler Gud, som er altings giver, og i tillid og taknemmelighed til ham opdager en glæde ved at give. Den høst, som følger af det, er langt mere end en materiel velstand. Det handler om at lade giverens retfærdighed bære frugt, og hvad, der må komme af materiel velsignelse, skal gives i gavmildhed, for at Gud må takkes. Dermed resulterer gavmildhed i åndelig vækst.
Konklusion
Ifølge NT er der ikke hurtige svar på, hvornår man har givet nok. Det kan ikke bare ordnes med en procentsats af indkomsten. På baggrund af, hvad Jesus og Paulus siger om givertjeneste, kan man faktisk argumentere for, at vi bør give mere end de 10% med den overflod, vi har i Danmark. I stedet for at overveje, hvad minimum er, så er det måske bedre at overveje, hvor meget vi kan give?
Det afgørende er dog, at givertjenesten er forankret i vores relation til Gud i Kristus. Grundlaget for vores givertjeneste skal være vores kærligheden og hengivenhed til Gud i taknemmelighed for hans uudsigelige gave til os i Kristus (2 Kor 9,15).
Artiklen har tidligere været udgivet på Tilliv.dk


