For Christian Vigilius hænger tro og konservatisme sammen

Vi mødes i samtaleværelset på Christiansborg, dér hvor Folketingets andagtsgruppe samles hver onsdag morgen. Det er en gruppe, som den nyvalgte kandidat for de konservative, Christian Vigilius, regner med at blive en del af.

Christian er barnebarn af den navnkundige Niels Ove Vigilius, medstifter af Dansk Bibelinstitution og uddannelsesstedets første rektor, og fra både farens og morens side har han fået troen med fra starten: ”Så jeg har haft en tro fra min tidlige barndom. Jeg kan ikke sige, hvornår det blev til en selvstændig personlig tro, men den har været der så længe, jeg kan huske. Jeg har altid været kritisk anlagt og haft behov for at stille spørgsmål – det er nok også en del af forklaringen på min interesse for politik.

Heldigvis var der plads til det i mit barndomshjem. Hvis der var noget i troen eller kristendommen, jeg undrede mig over, kunne jeg tage det op og udfordre det. Det var med til at styrke min tro.”

En sikker grund at stå på

”Derudover var det afgørende for min konservative grundholdning. Her ser jeg nemlig et overlap, selv om jeg er helt klar over, at ikke alle ser det sådan.” Så troen og det, han kalder et konservativt, borgerligt livssyn, har altid været en integreret del af Christians fundament.

”Jeg ser det at blive født ind i en identitet og få nogle værdier med fra barnsben, som noget positivt. I min optik er det ikke begrænsende i negativ forstand, i stedet giver det et fundament i tilværelsen, som man kan bygge sin identitet ud fra. Jeg har faktisk ondt af dem, der ikke får et fundament med hjemmefra. For mig at se er det manglende fundament grunden til, at mange unge i dag er usikre om deres identitet og retning i tilværelsen.”

Et kristent livsgrundlag

En del af dette grundlag er en kristen forståelse af, at vi ikke er gode nok i os selv, forklarer han. Derfor er et begreb som tilgivelse centralt for ham: ”Erkendelsen af, at man gør forkerte ting og synder, men kan blive tilgivet, skaber også en taknemlighed. Udover at være en åndelig tro, er det også en livsfilosofi, som, jeg synes, er meget meningsfuld.” Med det peger Christian på, at et sundt livsgrundlag både rummer erkendelsen af egne begrænsninger og fejltagelser samt troen på, at mennesket ikke står øverst.

”Jeg tror, det er en forudsætning
for at blive en del af det danske
fællesskab, at man lærer at tale
dansk og lærer noget om vores
kultur og historie.”

Det Konservative Folkeparti var det naturlige valg

Selvom Christian Vigilius er nyvalgt folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, er han ikke en novice udi politik. Han har således fra 2022 til 2025 været formand for Konservativ Ungdom og har i en årrække været aktiv i partiet. At det netop blev dette parti, var for så vidt oplagt. Alligevel krævede det overvejelser for ham at vælge, hvor han skulle lægge sine kræfter. Jeg bemærker, at flere af hans partifæller har en fortid i Kristendemokraterne.

To tidligere partiformænd for Kristendemokraterne er således nu medlemmer af Det Konservative Folkeparti. Det drejer sig om Marianne Karlsmose og Isabella Arendt. Jeg spørger derfor, om Kristendemokraterne kunne have været en mulighed for ham. Det afviser han imidlertid og siger, at det aldrig har været en seriøs overvejelse. Som han formulerer det, er Kristendemokraterne for venstreorienterede til hans smag:

”Jeg er grundlæggende – ud over at være kristen – et borgerligt menneske, og jeg er for eksempel ikke enig med dem i deres fordelings- og udlændingepolitik.” Christian synes heller ikke, at partiet for alvor har meldt sig ind i kulturdebatten – et område, han brænder for, og det mærkes, når han taler om det.

Kulturdebatten

“Jeg tænker blandt andet på woke-debatten. Efter min opfattelse har mange konservative allerede markeret sig tydeligt her. Men man kan altid stå skarpere, og det har også været en af grundene til, at jeg stillede op. Jeg kunne se, at der her var mulighed for at bidrage til, at vi bliver endnu tydeligere på det område. Det mest grundlæggende og principielle i tilværelsen og hele sandhedsbegrebet betyder meget for mig. Hvordan er det, vi hænger sammen som samfund? Hvad er den etiske fordring i vores tidsånd? Jeg har derfor bl.a. engageret mig meget i debatten om køn. Som tidligere statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet kunne jeg i den grad mærke, at der var en konsensus omkring nogle ideer, som jeg syntes lå meget langt væk fra virkeligheden, som den egentlig er. Her er det blevet konsensus, at man opfatter køn som et spektrum og ikke som to biologiske køn.”

Med ordførerskab indenfor blandt andet integration

Midt i interviewet bliver vi afbrudt af en omviser, der beder os forlade rummet, og vi flytter derfor til de konservatives gruppeværelse, hvor samtalen fortsætter – nu med fokus på ét af de ordførerskaber, Christian har fået tildelt.Det er blot få uger siden, at ordførerposterne blev fordelt, og her fik Christian posterne som udlændinge- og integrationsordfører, indfødsretsordfører og beskæftigelsesordfører.

Af gode grunde har han endnu ikke nået at sætte sig grundigt ind i disse områder, men han har allerede en klar retning for den linje, han ønsker at lægge i sine ordførerskaber. Når det kommer til udlændinge- og integrationspolitikken, går han sammen med sit parti ind for en stram udlændingepolitik:

”Jeg synes, det er problematisk, at udlændingedebatten bliver udlagt meget todimensionelt: Enten er du en slapper, eller også er du en strammer. Og det bliver ofte defineret ud fra, hvilke retoriske signaler du sender. Så der er mere fokus på kommunikationen end den rent faktisk førte politik.” For Christian er der ingen tvivl om, at der er store integrationsudfordringer, ikke mindst med muslimske parallelsamfund.

”Men jeg synes, der er meget stor forskel på, hvorfor man går ind for en stram udlændingepolitik. Jeg tror, det er en forudsætning for at blive en del af det danske fællesskab, at man lærer at tale dansk og lærer noget om vores kultur og historie.”

Rettesnor for det politiske arbejde

Som nyt folketingsmedlem ser Christian det som et stort privilegium at kunne få lov at arbejde med det, han brænder for:

”Men man skal jo heller ikke være blind for, at politik er et ekstremt personfikseret fag. Så der er både en indre kamp i forhold til ikke at blive for opslugt af sig selv og sit eget ego og en kamp i forhold til, hvordan man tilgår politikken. Jeg påstår ikke, at der er en politik, som er den eneste kristne. Jeg har min fortolkning af mit kristne værdisæt og respekterer, at der er andre, der har en anden. Men jeg synes, der er noget i tilgangen til politik, som jeg i hvert fald synes, man skal overveje, hvis man er kristen. Man bør forsøge ikke at polarisere og stigmatisere mere end højest nødvendigt. Det kan være svært i et fag, hvor konflikt er en grundlæggende præmis. Men der er radikalt forskellige tilgange til politiske konflikter, og jeg synes, der er stor forskel på, om man prøver at have en forsonende tilgang eller har en konfliktoptrappende tilgang. For mig at se er fællesskab en kristen grundværdi, og et fællesskab forudsætter en grad af sammenhængskraft. Men hvis polariseringen bliver for stor, underminerer det sammenhængskraften.”

Det er altså med denne rettesnor, at Christian Vigilius står overfor sit nye hverv som medlem af Folketinget.