”Mit album er ikke et musikalsk visitkort, det er mit vidnesbyrd”

Som ung elskede Arina Mai musik. Hun startede med at synge i kirkekor som 11-årig, og fortsatte til hun var 15 år.

”Jeg kan huske, at jeg gik hjem fra kor og tænkte, at hvor kunne det være fedt, hvis man blandede musik fra kirken og popmusik,” fortæller Arina. Hun skrev sange og optrådte lidt og indspillede sange, men mere blev det ikke til. Faktisk skulle der gå en del år, før Arina igen fandt musikglæden – og mødet med Gud fik afgørende indflydelse på det.

Gud rakte ud

Arina kom til tro i 2016. Hun var blevet gift med Mikas, som var kristen og gik i kirke. Arina var ikke kristen og var aldrig med i kirke. Det interesserede hende ikke. Men Gud havde andre planer.

”En dag kørte jeg på motorvejen på vej hjem fra træning. Da jeg skulle dreje fra for at komme hjem, blev jeg blændet af et lys, som var klokkeklart og strålende, og jeg begyndte bare at græde. Så var der en stemme, der sagde, at jeg skulle køre hen til den kirke, hvor min mand var. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men endte med at køre ind til kirken. Jeg kan huske, at jeg havde det godt, jeg var ikke ked af noget – alligevel græd jeg.”

Da Arina kom ind i kirken, var præsten i gang med at runde af. På et tidspunkt sagde han, at der var en til stede, som havde nogle udfordringer i sit liv, som han beskrev. ”Jeg følte mig ramt, men tænkte, at der måtte være nogle andre, der rejste sig op, men det var der ikke,” siger Arina. ”Jeg følte mig set og mødt og vidste, at det var mig, han mente. Så jeg responderede på det. Da han var færdig med at bede for mig, sagde jeg: ”Okay Gud, jeg må lære dig at kende.” Jeg oplevede konkret, at Gud rakte ud på en måde, som han vidste, at jeg var klar til at tage imod på det tidspunkt. Der startede min rejse – også musikalsk.”

Gud viste vejen gennem drømme

På det tidspunkt lavede Arina ikke musik. Men lyden af lovsang tændte noget i hende. ”Jeg var fascineret af trommerne, guitaren og lovsangen, og det begyndte at blive spændende. Da jeg kom på bibelskole, involverede jeg mig i lovsang og profetisk lovsang. Jeg har ikke kunnet slippe den del igen og har brændt for det lige siden.” En ting var at komme med i lovsang og engagere sig musikalsk på den måde, men at Arina skulle få en sangkarriere, havde hun hverken planlagt eller tænkt.

”Det gik stærkt,” fortæller hun. ”Jeg fik drømme om natten, som begyndte at ske i virkeligheden. Det er lige fra min første producer, hvor jeg drømte, at jeg fik en mail og fik at vide, at når jeg åbnede den, skulle jeg sige ja til det, der stod i den. Mailen kom om morgenen, og jeg sagde ja, som drømmen havde vist mig. Jeg var ikke klar, og jeg havde ikke lyst, men jeg gjorde det – og det fik stor betydning. Den producer, som skrev dengang, er en af dem, der producerede min første EP, og han er gennemgående producer på mit nye album. Ham havde jeg jo ikke mødt, hvis han ikke havde fundet mig og sendt mig en mail.”

Nogenlunde samme oplevelse havde Arina, inden hun blev spurgt om at deltage i ’Go’ morgen Danmark’. ”Jeg drømte ikke lige præcis om det program, men jeg drømte, at bandet og jeg skulle gøre os klar med en sang til tv. Så da vi stod i ’Go’morgen Danmark’, var vi klar. Jeg tror på Guds ledelse igennem bøn, drømme og syner. Jeg tror, at drømme er byggemateriale til vores fremtid, og jeg tror på, at nogle drømme er Gudgivne, men nogle drømme kan også være vildledende.”

Succesen koster

Arina udgav sangen ’Troubled Mind’ i 2020. En udgivelse, der også fik opmærksomhed i USA. Den fik mere end 100.000 aflytninger på Spotify, og der var planlagt stor turné og fremstød, men corona satte en stopper for projektet. I 2023 udkom EP’en ’Finally Home’. Arina fik travlt med optrædener og koncerter. Dermed skulle man tro, at alt var godt. Drømmen om at synge var blevet opfyldt. Men sådan gik det ikke for Arina. Succesen kostede.

”Da jeg havde været i gang i lang tid, blev det hele lidt tomt og ensomt, fordi der var sket så meget. Jeg kom frem til, at når det føltes så tomt, så havde jeg ikke lyst til mere. Jeg var mæt og udmattet af at give af mig selv hele tiden og leve et uforudsigeligt liv. Jeg er ikke så glad for uforudsigelighed. Så jeg var udmattet, ensom og tom,” fortæller Arina. Arina savnede sin familie, når hun var ude at synge, og det konstante præstationskrav tærede også på kræfterne.

”For det første ville jeg gerne være en god mor, og det følte jeg ikke, at jeg kunne være. Og så var der følelsen af, at jeg skulle præstere. Jeg var tæt på at opgive hele musikken en gang mere, fordi præstationen var en byrde. Den præstation havde jeg det ikke godt med. Jeg var ikke glad – jeg var udmattet. Jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor jeg var udmattet. Hvorfor trættede det mig, hvis det var min vej i livet? Hvis ikke jeg brød mig om den anerkendelse, der fulgte med, når jeg optrådte, hvad så? Jeg valgte derfor at give det hele tilbage til Gud.”

Hvilen i Gud

For Arina blev det hele en læringsproces, hvor hun skulle finde ud af at finde hvile i den anerkendelse, der kommer fra Gud. ”Det var i udmattelsen, at jeg oplevede en forandring. Forandringen skete indefra og ud, men den var uden tvivl sat i proces af verdens krav og livets pres. Den forandring blev til en forankring i Gud, en dyb afhængighed af ham for at holde motivationen og formålet for øje. Nu er det Gud og ikke mennesker, min anerkendelse kommer fra.”

En del af Arinas proces har også været at opdage og anerkende egne behov, fortæller hun. ”Jeg kommer fra et liv med meget fysisk og psykisk smerte, mange tab og psykisk sygdom. Men jeg har aldrig tænkt på, at jeg selv havde behov.” Arina fandt ud af, at hun skulle lave noget, hun selv havde lyst til, noget, der var rart for hende selv.

”Det lyder måske mærkeligt, men det har jeg aldrig prøvet. Jeg har prøvet at overleve ved at tage mig af alle andre, og det kørte jeg mig selv ned på. Det gjorde mig ensom og tom, selvom jeg troede på Gud. Det er også lidt af kernen: Vi kan godt tro på Gud og være ensomme, hvis ikke vi hviler i ham og det, han har til formål,” siger Arina. For Arina er det vigtigt at have den rette rækkefølge:

”Gud, os selv, familie og så tjenesten,” siger hun. ”Det hele var så nyt, også troen, og jeg følte, at jeg skulle leve op til noget: At nu havde jeg fået givet musikken som gave, og så skulle jeg også leve op til det. Jeg måtte finde ud af, at min værdi ikke lå i min præstation, men i Gud, og jeg måtte være forankret i hans kærlighed, og det skulle jeg bruge tid til at finde ud af.”

”Jeg måtte finde ud af, at min værdi ikke
lå i min præstation, men i Gud, og jeg
måtte være forankret i hans kærlighed,
og det skulle jeg bruge tid til at finde ud af.”

Svære år

Arina og hendes mand har hver især to børn fra tidligere forhold. De har også haft et ønske om at få børn sammen, men efter tre aborter, to i 12. uge og en i 17. uge, er den plan ikke længere aktuel. Aborterne og forløbet omkring dem har været en stor sorg for Arina.

”En af mine producere ville gerne, at jeg skrev en sang til det barn, jeg mistede i uge 17. Men det kunne jeg ikke se mig selv i og var slet ikke inspireret til det. Men jeg snakkede med Gud om det, og så kom der en sang til Gud. Det gik op for mig, at det gav mere mening at skrive en sang, som kunne hjælpe mig igennem processen ved at skrive til Gud end at skrive til hende.”

Arina skrev derefter sangen ’God, I Seek Your Face’.

”Den bar mig igennem min sorgproces og min albumproces. Det blev så også den sang, som flere medier har givet opmærksomhed, bl.a. ’Go’ Morgen Danmark’ på TV2, som spillede et stykke af den Langfredag, ligesom en lokalradio ønskede, jeg spillede den live i radioen. Jeg har igen erfaret, at Guds ledelse aldrig er tilfældig, men nøje planlagt, hvis vi lytter,” siger Arina og tilføjer:

”Jeg har fået små sætninger af Helligånden undervejs. Der var hele smerten med aborterne, hvor jeg sad på kirkegården med et barn i maven, jeg ikke ville få. Der oplevede jeg, at Helligånden sagde: Jeg ofrede jo også min søn, jeg kender din smerte og kan være der sammen med dig. Lidelsesfællesskabet gav mig noget helt nyt og gav mig en stabilitet i mit liv. For ustabiliteten i ens liv vil jo blive ved med at være der, hvis man ikke kan hvile eller forstå. Jeg kan godt have en dårlig dag, men alligevel opleve, at livet er stabilt.”

Arina fortæller, at ustabilitet har været en stor del af hendes liv, da hun var ung, men at livet sammen med Jesus har givet hende stabilitet. ”På min vandring med Jesus opdagede jeg, at Gud allerede elskede mig, før jeg havde bevist noget. Det gav mig mod til at skabe, uden at hverken jeg eller det, jeg lavede, skulle være perfekt. Jeg begyndte at stole på, at Gud virker gennem det ærlige – ikke det polerede. Og dér blev både jeg og min musik friere og mere sand.

Men det har også været med øje på, at jeg måtte turde fejle, at det ikke skulle være perfekt – og at jeg ikke skulle være perfekt. At jeg ikke behøvede sætte en stor turné op, men lade det åbne sig, som kommer. Det har været en vild læringsproces.”

Intet album uden Gud

Igennem den svære tid brugte Arina lang tid på at finde ud af, hvad hun skulle og bad meget til Gud. ”Gud talte til mig om, at jeg skulle udgive et album, men jeg syntes ikke, at det gav nogen mening med den fanbase, jeg havde, og der var jo også økonomi og meget andet i det.” Alligevel skrev Arina over en periode på tre år sine sange og udgav sit album. Hun har ikke et pladeselskab i ryggen og har ikke fået dikteret, hvordan albummet skulle laves.

”Jeg udgiver det selv, og Gud har det sidste ord i projektet. Det er ikke det perfekte album eller de perfekte sange. Det er et produkt af mig. I branchen tales der om, at når man lægger musik ud på Spotify, så er det et musikalsk visitkort. Mit album er ikke et musikalsk visitkort, det er mit vidnesbyrd. Jeg ville ikke have kunnet lave det album uden Gud. Det er lidt vildt. Det, at albummet er blevet færdig, er en Guds gave til mig. En erfaring om, at VI gjorde det.”

”En af mine producere ville
gerne, at jeg skrev en sang
til det barn, jeg mistede i uge
17. Men det kunne jeg ikke se
mig selv i og var slet ikke
inspireret til det. Men jeg
snakkede med Gud om det,
og så kom der en sang til Gud.”

Udgivelsen af det nye album udspringer ikke af et ønske om at få en karriere, men af et ønske om at være talerør for Gud, fortæller Arina. ”Når man lytter til albummet, så handler det ikke så meget om kærligheden mellem to mennesker. Den henvender sig opad. Jeg håber, at man kan lytte sig til noget ængstelighed, noget styrke og noget sårbarhed, som er fundet i Gud.”

Lovsangen

Selv om Arina nu har udgivet et album, ønsker hun stadig at synge og spille lovsang i kirken. ”Jeg brænder for, at vi kan få lov til at lave lovsang i kirkerne, som ikke altid er fastlåst i stil, repertoire osv. Jeg brænder for, at Gud får plads i lovsangen, så det ikke er i kirken, man skal ”performe”,” siger Arina.

”Jeg tror ikke, man kan finde sine gaver uden Jesus. Man er nødt til at blive connectet med Helligånden. Det er som med en elkedel: Du kan godt være en elkedel fyldt med vand, men i det øjeblik du sætter den til stikkontakten, så begynder vandet at boble og dampe og lige der, så begynder det at give noget til andre. Det er den oplevelse, jeg har med Helligånden. Han er stikkontakten, som skal i, så vi kan boble over af begejstring over det liv, vi har med ham,” slutter Arina med et smil.

Arina Mais album ’Wake Up Call’ kan findes på alle streamingtjenester og bliver også anmeldt her i avisen.