Thora Esche – de prostitueredes mor

Vi befinder os i 1800-tallets København, nærmere bestemt 27. maj 1850, hvor Thora Vilhelmine Esche blev født ind i en velhavende familie som datter af grosserer Carl Vilhelm Moritz Esche og hans daværende hustru Thora Nicoline Thorsen.

Ægteskabet mellem Thoras forældre var problematisk, og da hun var syv år, valgte de at blive skilt. Thoras mor flyttede derefter sammen med sine seks børn ind hos sine forældre, og Thora voksede derefter op hos sin morfar og mormor. Selvom der ikke var en levende tro i barndomshjemmet, begyndte Thora tidligt at vende sig til Gud i bøn, hvilket senere blev grundlaget for alt i hendes liv.

Forstået af Gud

Dengang var det en skam at være skilsmissebarn, og det skulle også vise sig at få afgørende betydning for Thoras retning i livet. Fra Thora var 4 år gammel, knyttede hun stærke bånd til et søskendepar, hvor pigen var 2 og drengen 6 år. Dette venskab varede, indtil hun blev 16 år, og på det tidspunkt havde hun et helt særligt bånd til den to år ældre dreng. Men en dag opsøgte børnenes mor Thoras mor for totalt at afbryde forbindelsen mellem dem, da hun under ingen omstændigheder kunne tillade, at sønnen blev gift med en fraskilt hustrus datter.

Dette knuste Thora, og hun flygtede sønderknust op på loftet. I sin selvbiografi ’Erindringer fra mit liv og min gerning’ genkalder hun sig denne episode med ordene:

”Dér gennemkæmpede jeg uset af mennesker, under mange tårer min kamp, indtil jeg var stille. Så lagde jeg mig på mine knæ og fortalte den usynlige Gud alt, hvad jeg havde oplevet, og jeg fik en forunderlig dyb fornemmelse af, at han forstod mig, forstod, hvad jeg led, og antog sig mig. I denne stund lærte jeg for første gang i mit liv den hemmelighedsfulde, vidunderlige forbindelse at kende, der er mellem den levende, store almægtige Gud og det lille afmægtige menneskebarn.”

De to sangerinder

Blot et par uger efter denne oplevelse var Thora ude at gå tur med sin mor. Da de nåede til Østergade, kom de forbi to unge kvinder, der var klædt meget anderledes end andre kvinder, og de vakte noget i Thora, som hun ikke forstod. Hun spurgte derfor sin mor, hvem de var, men moren tyssede på hende. Da Thora imidlertid blev ved at spørge, sagde moren til sidst, at det var sangerinder, men Thora fornemmede, at der var mere i det, og at de var ulykkelige og havde brug for kærlighed.

Det blev første glimt af, hvad Gud havde lagt hen til hende, men hun havde endnu ingen anelse om, hvad det ville komme til at betyde for hende.

Overgivelsen

Der skulle da også gå en del år, inden hun endelig fandt sit kald. I mellemtiden uddannede hun sig til lærer og fik ansættelse hos to familier, hvor hun skulle undervise børnene. Da hun var 23 år, fik hun at vide, at den barndomsven, som hun så brutalt var blevet skilt fra, nu var forlovet. Det må have revet op i et sår, men hendes reaktion på meddelelsen var igen at knæle ned og nu som en viljeshandling overgive sig helt til Gud og bede ham om at bruge hende.

Det blev også til et gennembrud for hende i hendes syn på Bibelen. Indtil da havde hun haft svære anfægtelser, når det kom til helvede, for flere i hendes familie var ikke troende. Nu blev hun stillet overfor valget mellem at tro alt, hvad der står i Bibelen, eller ikke tro på noget af det. Hun valgte at tro på alt.

En banet vej

Det liv, hun de seneste år havde levet som lærer, opfyldte imidlertid ikke det kald, hun følte dybt indeni, og en overgang regnede hun med at svaret var at blive diakonisse på Diakonissestiftelsen, hvilket også var oplagt for en ugift ung kvinde på den tid, som ønskede at tjene Gud. Det viste sig imidlertid, at Gud havde en anden plan. En dag kom hun i kontakt med Pastor Rudolf Frimodt, der var stifter af Indre Missions bestyrelse i København og dens første formand.

Da Thora åbnede sit hjerte for ham om sin opvækst, smerten ved forældrenes skilsmisse og hendes kald til at hjælpe faldne kvinder, var hans svar: ”De er den kvinde, som vi har bedt Gud om, og som skal forestå den Magdalenestiftelse, vi skal have.” Det viste sig, at Indre Mission gennem flere år havde haft planer om at oprette en Magdalenestiftelse efter forbillede fra udlandet. Men hvordan skulle en ung kvinde, der var uvidende om det liv, som de kvinder, hun skulle tjene, levede, kunne varetage en sådan stilling?

For at uddanne sig blev hun sendt på studieophold til Magdalenestiftelser først i Norge og derefter i Holland og Tyskland. Men opholdene lærte hende først og fremmest én ting. Som hun senere skrev: ”Under mit 6 ugers ophold der var det mig en stor hjælp at se, hvorledes et sådant arbejde ikke skulle røgtes.” Denne konklusion kom bl.a. af, at der et af de steder, hun besøgte, var næsten fængselslignende forhold, og hun – der selv kom fra et splittet hjem – ønskede, at det skulle være et hjem, ikke blot en stiftelse.

Gud udruster

Det var derfor ikke på sine studieophold, at hun fik den vigtigste udrustning til det kald, hun skulle gå ind i. Den kom Gud selv til at stå for. Pludselig begyndte Thora at få drømme, hvor hun blev ført ind i disse kvinders verden. Hun fortæller selv om det på følgende måde: ”Jeg havde aldrig beskæftiget mig med årsagen til, at en kvinde pådrog sig betegnelsen ”falden”, og nu tillod Gud pludselig en nat djævelen i søvne at fremstille for mig disse […] for mig uæstetiske og uetiske fra livet hentede begivenheder.”

Tre gange den nat måtte hun stige ud af sengen og på knæ i bøn bede sig til indre ro. Men straks hun lagde sig og sov, kom drømmene tilbage. Dette stod på i 14 nætter, hvorefter hun, som hun beskriver det, indgik en pagt med Gud om, at hun var villig til at gå ind i dette mørke, hvis han ville bevare hende selv ren.

Solidaritet med de prostituerede

Denne erfaring blev essentielt for hende i hendes arbejde med de prostituerede. Hun fortæller:

”At Gud måtte føre mig gennem de dybe trængsler, blev mig for alvor klart, da en af mine kære unge, og senere flere, var i dyb sjælenød og ikke formåede at gribe ordet, som jeg forkyndte dem, om den fuldkomne syndsforladelse og renselse i Jesu Kristi blod. […] Hun blev ved at sige til mig: ’Ja, frøken, det står der, men de aner jo ikke, hvad jeg har levet i, så jeg tør ikke gribe om ordet.’”
Thora fortalte da om, hvad hun havde gennemlevet de frygtelige nætter, og den unge kvinde kunne derefter sige: ”Nu tror jeg også, jeg kan få fred.”

Magdalenehjemmene

Det første Magdalenehjem med tilknytning til Indre Mission blev oprettet i en gammel gård på Lille Jagtvej 203 i 1877. Her var der plads til 15 piger i alderen 14 til 25 år. Det var Thora magtpåliggende, at det først og fremmest skulle være et hjem. Alle piger havde eneværelse, hvilket var bemærkelsesværdigt på den tid. Men Thora ønskede, at de dér kunne have et lønkammer, hvor de uset kunne bøje knæ i bøn.

Udover at være et hjem blev stedet en skole, hvor pigerne kunne tage en 2-årig husholdningsuddannelse, som gjorde dem i stand til efterfølgende at få arbejde som tjenestepiger i kristne hjem. Dengang skulle man fremvise en skudsmålsbog, hvilket gav pigerne problemer. Det lykkedes imidlertid Thora at få justitsministeren til at sige ja til, at pigerne kunne få nye skudsmålsbøger, så vejen til en ansættelse blev banet.

Tæt på majestætsfornærmelse

Da behovet blev større, end hvad huset på Jagtvej kunne rumme, blev der i 1896 indviet et langt større hjem i Lyngby med plads til i alt 62 kvinder. Udover arbejdet i hjemmet var Thora aktiv i kampen for ophævelse af den legale prostitution, og i sin kamp for sine kvinder var hun som 58-årig på nippet til at blive anklaget for majestætsfornærmelse, da hun anklagede Kongens Livgarde for at være medvirkende til at ødelægge kvinderne.

Thora Esche døde i 1920. Magdalenehjemme lukkede i 1950. I dag har KFUK’s sociale arbejde med ’Reden’ i København et lignende arbejde – dog uden den klare kristne profil og uden at være et egentlig hjem, som det var så magtpåliggende for Thora at skabe for kvinderne.