Plads i sorgens kø

Bladene faldt af træerne, da vi som familie mistede vores far. Han havde det hele: en kone, børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og endda venner. Et rigt liv, hvor rigdommen netop havde regnet ned over os andre. Der ved kisten forstod vi, hvor meget vi havde haft, og vi mærkede, at sorg og savn ikke bare var ord, men følelser både store og små måtte bakse med.

Selv stod jeg, privilegeret med mand og børn i hænderne, da kisten kørte afsted. Nu var den dag, vi havde tænkt så meget over, næsten forbi – og nu kom de dage, man ikke kan tænke sig til. Børnene tog i skole igen, vi voksne tog på arbejde, og alle forsøgte at udfylde hver vores plads. Selv mærkede jeg, hvordan tankerne vandrede til børnene: Hvordan mon de klarede det? I bilen på vejen hjem fra skole blev de nærmest afhørt og hver bevægelse tolket.

Hele mit system brugte energi på at mærke efter, om de nu havde det naturligt. Ja, netop naturligt – et ord, jeg i de dage blev uendelig glad for. For børnene kunne både græde, skælde ud, grine og synes, det er svært at besøge bedstemor uden bedstefars tilstedeværelse. Og netop alt det var naturligt. Dagene gik. Tårer blev grædt sammen med ønsket om at arve fiskegrej og den første læsebog. Dagene blev langsomt lysere, livet krøb igennem sprækkerne, og børnene talte med stor glæde om bedstefar.

Selv stod jeg tilbage med en tank af tårer, der ikke var blevet grædt, for systemet arbejdede jo for børnene. Netop der dér fandt jeg min plads. Gåtur på kirkegården alene, ud at kigge i fars have og fortælle ham, hvordan det gik for os. Ja, måske fortalte jeg mest for min egen skyld, men jeg mærkede, at der endelig blev tid til mig. Er jeg bitter over at stå bagerst i køen? Nej. Det er helt naturligt, at jeg måtte være der primært for børnene, mens jeg gav mig selv det, der var til overs. Netop det er også naturligt.

Om kort tid løsnes endnu flere blade. Denne gang øver vi os i at tale taknemmeligheden frem. Tak for alt det, far fik – og tak for alt det, vi andre fik gennem ham.