Gæld – en del af min sorg

Jeg vil dele nogle tanker om et perspektiv på sorg, jeg aldrig før har tænkt over. For halvandet år siden døde min kære far, og siden da er en særlig samling af følelser flyttet ind i mig.

I begyndelsen føltes alt som kaos. Senere trådte de mere konkrete følelser frem: sorg, savn, hjemløs kærlighed – og så det, der fylder i mig nu, det jeg er begyndt at kalde min sorggæld. Jeg har ikke kunnet finde begrebet beskrevet i litteraturen, men ordet rummer præcist det, jeg føler, når min mor står over for en udfordring eller et problem. Fornuftsmæssigt ved jeg godt, at hun ikke forventer, at jeg skal løse noget for hende.

Men mit hjerte – og kærligheden til min far – sender mig direkte i “løsnings-mode”. Netop det at hjælpe hende føles som mit sidste svar på min fars kærlighed til mig. Det er det sidste, jeg kan gøre for den mand, der nu hviler på kirkegården og ikke længere selv kan være der for mor. Jeg betaler af med glæde og finder ro i erkendelsen af, hvorfor jeg altid føler et behov for at handle, når min mor fortæller om livet alene uden far – og om de problemer, der opstår, når man engang var to om at dele alt.

Måske er sorggæld i virkeligheden bare kærlighed, der stadig søger et sted at blive givet hen. Et stille afdrag på en gæld, som ingen har bedt om, men som hjertet insisterer på at betale. For kærligheden mellem os ophører ikke med døden – den finder bare nye veje at leve videre på.