95-årig på YouTube

- Mennesker må gerne glemme mig. Men glemmer vi Jesus, så er alt glemt, forklarer Ditte Grejsen på 95 år.
– Mennesker må gerne glemme mig. Men glemmer vi Jesus, så er alt glemt, forklarer Ditte Grejsen på 95 år.

Christine Maria Grejsen på 95 fortæller i en video på Youtube, som snart er set 1000 gange, om Jesu altafgørende betydning i hendes lange liv.

Christine Maria Grejsen, kendt som Ditte, går hen mod den grønne lænestol i sit hjem. Hun støtter sig let til stokken i hånden. Hun siger:

– For mig er det mit liv. Det er ikke bare at gå i kirke om søndagen og så gøre, som jeg vil. Det er livet til hverdag.
Sådan begynder Youtube-videoen med Ditte Grejsen. Hun snakker om Jesus og livet med ham. Det fortsætter hun med at gøre i de fem minutter, videoen varer. En video, som er blevet set 878 gange.
– Det glæder mig så galt. Tak Jesus for hver og én.

Glem ikke Jesus

Ordene falder på syngende sønderjysk fra Christine Maria Grejsen. Hun er fyldt 95 i januar og går i daglig tale blot under navnet Ditte. Det, som glæder hende, er de mange mennesker, som har set videoen med hende på internettet. Hun fortsætter:
– Mennesker må gerne glemme mig, men glemmer vi Jesus, så er alt glemt.
Sådan er det at tale med Ditte. Hver anden sætning – eller tæt på – indeholder navnet Jesus. Hun er også kun gået med til at lade sig interviewe endnu en gang under forudsætning af, at det er ham, som bliver centrum for historien.
Derfor takker hun også Jesus for hver eneste, som hører om ham gennem den video.
– Jeg ønsker bare at forherlige ham. Det er så vigtigt for mig at få budskabet om Jesus ud, at alle må være rejseklare og vide, hvor rejsen går hen.

Vil være til velsignelse

Sådan taler Ditte om himlen – om evigheden med Gud. På videoen får hun tårer i øjnene, når hun taler om det himmelske hjem hos Gud. Samtidig minder hun også om, at livet på jord tæller.
– Det handler om at leve livet med ham og livet i dag, forklarer hun.
– Det første jeg gør hver morgen er at sige ”Gud, hvor er du stor, hvor er du god. Lad mig se dit ansigt, Jesus.” Og så be’r jeg om, at jeg må få lov til at være en velsignelse for andre.
Det er Dittes hemmelighed ved et lykkeligt liv.
– Ville vi bare rigtig forstå at leve livet ud. Bare være til velsignelse for andre. Ikke for os selv. Så længe vi gør det for andre, så har vi glæde af det. For os selv – det giver ikke så meget.

Helt almindelig

Det er ikke, fordi hun går rundt og tænker, hun er noget særligt.
– Jeg er helt almindelig. Af Guds nåde er jeg det, jeg er, slår hun fast.
Ditte Grejsen, som dengang hed Johannesen, er født i 1920 og voksede op i Burkal kun et par kilometer fra Bylderup Bov, hvor hun har levet hele sit voksne liv. Det er under 10 km fra den tyske grænse. Da hun var omkring 13 år, var der vækkelsesmøder i Missionsforbundet, hvor hendes familie kom. Lokalerne var fyldte helt op i vindueskarmene, og mange blev frelst. Pastor Sørensen fra Løkken prædikede.
– Der var sådan en hunger og tørst efter Guds ord dengang, forklarer hun.
– En aften blev det klart for mig, at hvis Jesus kom igen nu, så kom jeg ikke med. Derfor rakte jeg sammen med mange andre hånden op, da der blev mulighed for at blive frelst. Det var stort, husker Ditte.
Det er en frelser, som hun aldrig har forladt.

Far og mor var på knæ

– Alle møder jo prøvelser og fristelser – også jeg. Jeg havde altid så meget rytme og musik i kroppen, så da jeg var kommet ud at tjene og havde været hjemme at besøge mine forældre, gik jeg forbi kroen på tilbagevejen. Der var musik og dans, og jeg kiggede ind af vinduerne. Men så sagde jeg til mig selv: ”Nej, jeg ved, at far og mor ligger på knæ for mig derhjemme og beder om, at jeg må blive bevaret.”
Og så gik hun forbi.
Som 20-årig blev hun gift. De fik to piger. De havde et lykkeligt liv sammen. Hendes mand døde allerede i 1972. I dag har hun 11 oldebørn.

Elsker alt Guds folk

Selvom Ditte har levet 95 år, og fysikken ikke altid vil makke ret, bor hun stadig i eget hjem og får kun hjælp til strømperne og til lidt rengøring. Hun læser også Udfordringen hver uge. Det har hun gjort, siden det første nummer udkom.
– Jeg elsker alt Guds folk, pointerer hun.
– Jeg sagde altid til Gud – jeg kan jo ingenting. Men han mindede mig om at bruge det pund, jeg havde fået. Jeg havde fået en køn sangstemme, og den har jeg fået lov til at bruge til at prise ham.
– I søndags til gudstjenesten fik vi netop det nadverord: ”Jeg vil lovprise Gud så længe jeg lever”, og det har jeg fået lov til. Der kommer prøvelser og sygdom til os alle, og Gud bærer os igennem hver eneste ting. Det er det store. Han svigter os aldrig. De evige arme når helt herned, siger jeg altid.

Skynd dig!

Dittes sangstemme, som har overlevet aldringen utroligt smukt, får seerne også en prøve på i YouTube-videoen, hvor hun synger én af de gamle vækkelsessange. Teksten lyder:
Min ven tøv ej mer, men skynd dig,
mens billet du kan få.
Snart afgangssignalet lyder,
og toget skal gå.
Og toget det går mod skyen.
Vi er ej mer i byen.
Men frelste for evigt
i Himlen hos Gud.

Mens hun synger, løfter Ditte øjne og hånd mod himlen. Det er dette budskab, hun har på hjerte.
– Vi har alle fået tilbuddet. Vil du tage imod det? Eller vil du ikke? Du har kun et valg. Hvad vælger du?

Videoen med Ditte kan findes på YouTube – endda med undertekster – ved at søge på Ditte Grejsen på YouTube.com. Den er produceret af Vidnesbyrd.dk.