Kristen sygeplejeforening til kamp mod stress

De ansatte i sundhedsvæsenet må kæmpe for at bevare både fagligheden og arbejdsglæden, mener Noomi Mortensen og Annette Langdahl, som ses i baggrunden.
De ansatte i sundhedsvæsenet må kæmpe for at bevare både fagligheden og arbejdsglæden, mener Noomi Mortensen og Annette Langdahl, som ses i baggrunden.

På Dansk Kristelig Sygeplejeforenings årsmøde var der indsamling til stressramte kolleger.

Både sygeplejersker og læger kan gå grædende hjem fra arbejde på grund af stress. Derfor satte Dansk Kristelig Sygeplejeforening på sit landsmøde i marts fokus på forebyggelse af problemet.

Hver niende offentligt ansatte har været nede med stress ifølge en undersøgelse fra november 2014. Grunden kunne være, at dokumentation, effektivisering og rationel tænkning stjæler arbejdsglæden, engagementet og overskuddet hos de ansatte i dagens sundhedsvæsen, vurderer Dansk Kristelig Sygeplejeforening (DKS).

Nogen må sige stop!

I lyset af stress-statistikken gik det som en rød tråd gennem DKS’ landsmøde den 27.-28. marts, at sundhedsvæsenet må reformeres.
Professor Regner Birkelund fortalte i sit oplæg, at det ikke kun er sygeplejersker, men også læger, der går grædende hjem. Det fik en af deltagerne til at udbryde: ”Jamen, der må da være nogen, der rejser sig op og siger stop!”
Disse “nogen” er den enkelte ansatte i sundhedsvæsnet. Det nytter ikke noget at tro, at systemet vil lave om på sig selv, sagde Noomi Mortensen og Annette Langdahl i eftermiddagens workshop.
– Personalet må kræve faget tilbage og dermed retten til at udøve det på patienternes præmisser, understregede de to sygeplejersker.

’Hjælp, jeg har brug for omsorg!’

Ved medlemsarrangementet om lørdagen talte sygeplejerske Grete Storbjerg om at sige stop over for urealistiske krav.
I sit oplæg ”Hjælp, jeg har brug for omsorg!” fortalte hun, hvordan udfordringerne engang var ved at overmande hende. På et tidspunkt slår hun i bordet og siger til sig selv: ”Nej! Jeg vil ikke helt ned at ligge, inden nogen opdager, at jeg har brug for hjælp. Jeg vil gøre mit til, at det ikke sker.” Hun kontaktede derfor en veninde og spurgte: ”Jeg har brug for omsorg. Vil du give mig den?”
Sygeplejerske og psykoterapeut Solveig Rosenkvist talte om ”Pausen – en nøgle til glæde”. Hun gav eksempler fra praksis og gode tips til, hvordan man kan bevare sig selv og arbejdsglæden, selv under pres.

Hjælp til kolleger

På generalforsamlingen mundede drøftelsen ud i bl.a. disse forslag:
Som enkeltpersoner kan vi være opmærksomme på, om andre viser tegn på stress. DKS kan også arrangere undervisning og retræter for plejepersonale og oprette en hotline for stressramte kolleger.
DKS har ikke midler til sådanne projekter, men der blev under landsmødet indsamlet over 4.000 kroner til ’En stressramt kollega’.
– Det er et pænt håndtryk fra de 35 deltagere. Og et incitament for bestyrelsen til at arbejde videre med forslagene, vurderer sygeplejefaglig konsulent Annette Langdahl og hospicesygeplejerske Grete Schärfe fra DKS.