Kristne er med til at løse raceuroligheder i Baltimore

Den norske nyhedskanal VGTV har interviewet en gruppe sorte civile borgere, som beskyttede politiet mod de vrede demonstranter i Baltimore. Også en større gruppe præster fra forskellige kirker har marcheret og bedt i gaderne mellem politi og demonstranter.
Den norske nyhedskanal VGTV har interviewet en gruppe sorte civile borgere, som beskyttede politiet mod de vrede demonstranter i Baltimore. Også en større gruppe præster fra forskellige kirker har marcheret og bedt i gaderne mellem politi og demonstranter.

Efter at en sort mand døde i politiets varetægt har Baltimore været hærget af vold. Men præster og civile har stillet sig mellem politi og demonstranter, og sigtelser mod seks betjente har skabt ro.

Byen Baltimore i Maryland, USA, blev ramt af brandstiftelse, plyndringer og vold mod politiet, efter at den sorte mand Freddie Gray (25) døde i politiets varetægt den 19. april. Efter at statsanklageren har rejst tiltale mod seks betjente, blev der i stedet meldt om jubelscener i byen.

Urolighederne brød ud natten til tirsdag i sidste uge. Mange betjente blev såret af sten og flasker, heraf flere alvorligt. Blandt uromagerne var der mange teenagere, oplyser politiet.
Marylands guvernør Larry Hogan valgte at erklære undtagelsestilstand og indsatte nationalgarden for bedre at kunne styre de vrede demonstranter.

Kirkeleder optimist

Pastor Donte Hickman Sr. fra sydstatsbaptistkirken blev interviewet til CNN, efter at kirkens påbegyndte byggeprojekt, ældrebygninger til en værdi af 16 millioner dollars, var brændt ned til grunden. Ligesom andre kirkeledere opfordrede han demonstranterne til at stoppe volden.
Alligevel var det en fortrøstningsfuld pastor, der på CNN erklærede, at han ser tegn på vækkelse i byen.
Men netop uromagerne, som typisk er mindrebemidlede, er målgruppen for kirkecenterets arbejde, understregede Donte Hickman Sr.

Kirkefolk gik på gaden

Kirkeledere fra flere forskellige kirker og delstater i USA samledes sidste tirsdag i Orlando for at diskutere, hvordan kirken kan forebygge lignende uroligheder.
Under mødet overbeviste biskop Harry Jackson fra Washington DC deltagerne om vigtigheden af, at kirkerne står sammen og går forrest i kampen mod de racebetingede uroligheder.
Senere viste WBAL TV, hvordan Baltimores præster marcherede. De bad i gaderne og skabte dermed en barriere mellem politi og demonstranter.
– Hvis flere mennesker gjorde sådan rundt omkring, kunne det bygge bro og hele nogle af vore problemer. Vi har ikke bare et raceproblem i Amerika, det handler mere om klasseskel og fattigdom end om race, sagde biskop Jackson.

Seks betjente sigtet
Statsanklager Marilyn J. Mosby’s tiltale mod seks betjente har vakt glæde.
Statsanklager Marilyn J. Mosby’s tiltale mod seks betjente har vakt glæde.

Baltimores 35-årige statsanklager Marilyn J. Mosby har nu sigtet seks betjente i sagen om Freddie Grays død. Hun er troende kristen og har for nylig udtalt sig med ord, der minder om den bibelske dronning Esthers erfaring: ”Jeg tror, der er en grund til, at Gud har sat mig i denne stilling.”
Ifølge Marilyn Mosby døde Freddie Gray af en skade på rygsøjlen, som han ifølge retsmedicinerne pådrog sig under transporten i en af politiets biler. Han var nemlig ikke spændt fast under transporten, oplyser anklageren.
Bilens chauffør er sigtet for groft uagtsomt manddrab, hvilket kan resultere i 30 års fængsel.
Tre af de sigtede betjente er hvide, mens tre er sorte, oplyser DR Nyhederne.