Krifa-direktør vil arbejde for andet og mere end bundlinjen
Søren Filbert har et stort ønske om at satse på værdier fremfor økonomi.
Søren Filbert (43) er ny direktør i Krifa fra 1. juni og danner direktørpar sammen med administrerende direktør Preben R. Jørgensen. Søren Filbert har arbejdet en 25 år i den kommercielle verden med fokus på økonomisk vækst, men søgte stillingen som direktør i Krifa for at ændre fokus fra penge til værdier.
– Jeg har været gennem en personlig rejse, hvor jeg har fået et stigende ønske om at arbejde for et højere formål end blot værditilvækst for aktionærerne, siger han.
Vil ikke miste sig selv
Søren Filberts kommercielle karriererejse dækker bl.a. over, at han har været produktions- og kvalitetschef hos Bison, og de senere år har han været kommerciel direktør hos Bianco.
– Jeg synes, jeg har været meget privilegeret ved at have prøvet alt det, jeg gerne ville i den kommercielle verden, hvor jeg har været med til at starte en virksomhed op fra bunden, været i både mindre og store selskaber. Arbejdet med produktion og udvikling og den afsætningsmæssige del på alle organisatoriske niveauer, og i 10 år har jeg rejst mere end 100 dage om året i hele verden, bl.a. mere end 30 gange til Kina.
Det har været fantastisk, men haft sin tid. Nu vil jeg gerne starte på noget nyt, siger den nye Krifa-direktør.
At Søren Filbert er parat til at skifte kurs, matcher fint hans yndlingscitat, som er Kierkegaards “Den, der vover, mister fodfæstet for en tid; den der ikke vover, mister sig selv”.
Trivsel og god arbejdslyst
Mere end noget andet var det Krifas nye mission om at skabe god arbejdslyst på arbejdsmarkedet, som fik Søren Filbert til at søge den ledige direktørstilling.
– Da jeg læste om Krifas nye mission God Arbejdslyst, var jeg meget overbevist om, at det var noget, jeg kunne brænde for 100 procent. Jeg blev meget begejstret og synes, det er så rigtigt set, at God Arbejdslyst og alt det, som den mission kan give, oplagt har et potentiale til at skabe en helt ny platform.
Det er så super ambitiøst, at det kan ændre vores samfund, kundernes tilværelse og arbejdsliv og Krifa som arbejdsplads. Det fik jeg en enorm lyst til at være en del af.
Det kristne menneskesyn
Også Krifas idegrundlag, som bygger på et kristent livs- og menneskesyn, ser Søren Filbert som det perfekte udgangspunkt for en troværdig og ægte indsats for at skabe trivsel og god arbejdslyst blandt Krifas kunder og øvrige lønmodtagere.
Søren Filbert er 43 år og bor i Lindved ved Vejle. Han er gift med Jette Vibe, de har to børn på 12 og 14 år og er engageret i Indre Mission i Lindved.