Soldatermissionens general hædret af De Blå Baretter

Per Møller Henriksen fik på vegne af KFUMs Soldatermission æresmedaljen i sølv for en fremragende indsats i fredsbevarende operationer og mangeårig indsats for nationale veteraner.
Per Møller Henriksen fik på vegne af KFUMs Soldatermission æresmedaljen i sølv for en fremragende indsats i fredsbevarende operationer og mangeårig indsats for nationale veteraner.

Generalsekretær Per Møller Henriksen fra KFUM’s Soldatermission har modtaget The Blue Barets Medal of Honour i sølv.

Per Møller Henriksen modtog medaljen fredag den 29. maj for sit store arbejde i udlandet og med veteraner i Danmark.

Parade ved Kastellet

De blå baretter fejrede FNs Peacekeepers Day den 29. maj ved at uddele medaljer og med en stor parade ved Kastellet i København.
I forbindelse med dagen blev de nordiske blå baretters æresbevisninger overrakt. Én af medaljerne gik til generalsekretær Per Møller Henriksen, der i mange år har stået i spidsen for den Folkekirkelige organisation, der driver KFUMs Soldaterhjem.

Soldaterhjem i udlandet

Fra 1998 – 2014 har der været KFUMs Soldaterhjem i udlandet i takt med danske soldaters tilstedeværelse. Både i Bosnien, Kosovo, Irak samt Afghanistan har udsendte danske drenge og piger kunnet nyde godt af KFUMs hjemlige rammer.
KFUMs Soldaterhjem i udlandet er i øjeblikket sat på pause indtil en evt. kommende større dansk udsendelse.
Danske soldaters hjemkomst fra internationale missioner har optaget Per Møller Henriksen og KFUMs Soldatermission.
KFUMs soldaterhjem er også åbne for veteraner, og fra 2012 startede konceptet KFUMs SoldaterRekreation. Det drejer sig om midlertidige boliger for de veteraner, der har svært ved at tilpasse sig hverdagen tilbage i Danmark.
På KFUMs Soldaterhjem i Holstebro, Hvorup, Høvelte og Fredericia er der etableret rekreationsboliger til veteraner, mens tilsvarende er under opførsel ved KFUMs Soldaterhjem i Varde.