Hjemmeside viser forbrugere vej til ikke-halalslagtet kød
Claus Kvist Hansen, medlem af byrådet i Horsens for Dansk Folkeparti, oplyser på hjemmesiden Halalfri.dk, hvor man kan købe kød, der ikke er slagtet efter muslimske forskrifter.
– En meget stor del af de kødvarer (okse, lam og fjerkræ), som du køber i supermarked eller butikker, stammer fra halal-slagtede dyr.
EU har forbud mod, at medlemslandene kan stille krav om, at kød skal mærkes med oplysninger om slagtemetode. Derfor er det svært for forbrugerne at finde kød, som ikke er halal-slagtet, hedder det på hjemmesiden.
Claus Kvist Hansen vurderer, at meget halal-slagtet kød ikke er mærket som sådant. Men folk skal have mulighed for at fravælge kødet – både hvis man ikke bryder sig om slagtemetoden, og hvis man ikke ønsker at spise kød, som er velsignet af en anden religion, mener DF’eren.
Hjemmesiden viser en liste med producenter og forretninger, der har fravalgt halal helt eller delvist.