Kirker byder nye studerende velkommen til København

Som ny studerende i København kan man let komme til at føle sig ensom midt i alt det nye. Men kirkerne byder velkommen. Foto: Stephen Sandoval.
Som ny studerende i København kan man let komme til at føle sig ensom midt i alt det nye. Men kirkerne byder velkommen.
Foto: Stephen Sandoval.

20 kirker og organisationer laver en event-uge for nye studerende fra den 31. august.

Cykelværksteder, billig mad og en fest er blandt tilbudene, når de københavnske kirker byder nye studerende velkommen i uge 36.

Over 20 forskellige kirker og organisationer samarbejder om event-ugen.
– Vi vil gøre vores til, at ensomheden blandt studerende falder i vores by. Det gør vi dels ved at vise dem helt konkret, at de er velkomne her, og samtidig kan de få at vide, at der findes mange forskellige kristne fællesskaber i byen, som ønsker at inkludere dem, fortæller hjælpepræst i København Vineyard, Martin Walsøe, som er en af frontpersonerne i initiativet ”Velkommen til København”.

60.000 nye studerende

Nyt studie, ny by, nyt hjem og nye mennesker – der er meget, som er nyt og ukendt for de 60.000 nye studerende, som i disse dage kommer til København. Derfor vil de københavnske folke- og frikirker samt kirkelige organisationer hjælpe de nye indbyggere til hurtigere at føle sig hjemme.
– Vi har været en styringsgruppe på 5 personer, men der har faktisk været en repræsentant fra alle 21+ kirker/organisationer. Vi er alle med til at arrangere en af dagene, så det er et fælles projekt, fortæller Martin Walsøe.

s23_navneByens længste folkekøkken

Velkommen til København består af fire events, som foregår forskellige steder i byen fra d. 31. august til 3. september. De nye studerende kan 1) få ordnet cyklen, 2) mødes med andre nye studiekammerater i en af byens grønne områder til hygge og DJ-musik, 3) nyde Københavns længste folkekøkken med billig, nærende mad og live-musik, og 4) feste i Kødbyen, hvor blandt andre børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev vil holde tale for byens nytilkomne.

Gratis events

De allerfleste studerende lever på et stramt budget. Men det behøver man ikke bekymre sig om i uge 36:
– Alle events er gratis, lige undtagen maden i folkekøkkenet, og overskuddet fra arrangementet går til Café Nightlight. De arbejder for at møde kvinder i prostitution med værdighed, næstekærlighed og åndelig omsorg, slutter Martin Walsøe.