Religionsrapporten på P1 får Kirke & Mediers ’Buketten’

- Vi vil gerne fortælle noget, som ikke bliver fortalt af alle andre, sagde Lisbeth Meléndez, da hun modtog bukketten fra KLF.
– Vi vil gerne fortælle noget, som ikke bliver fortalt af alle andre, sagde Lisbeth Meléndez, da hun modtog bukketten fra KLF.

Religionsrapport på P1 vil udfordre vanetænkning og fremme dialogen mellem grupper med forskellig tro – eller uden tro. Det har Danmarks største lytter- og seerorganisation KLF, Kirke & Medier nu belønnet med Buketten.

Ikke mindst har programmet en vært, der er interesseret i stofområdet, og som ønsker at lave god og vedkommende journalistik om det, siger KLF, Kirke og Medier.
– For mig handler Religionsrapport om at gøre folk klogere og nysgerrige. Vi vil ikke overbevise folk om noget, vi vil gerne præsentere lytteren for synspunkter, vække til eftertanke og bryde fordomme. Vi vil også gerne fortælle noget, som ikke bliver fortalt af alle andre, sagde Lisbeth Meléndez, da KLF’s generalsekretær Mikael Arendt Laursen overrakte hende Buketten.

Aktuelle emner i perspektiv

– Vi forsøger hele tiden at finde relevante emner, så lytteren bliver grebet af det, vi laver. Ind imellem har vi planlagt emner et stykke ud i fremtiden, men hvis der dukker noget andet op, som vi synes er interessant, hopper vi selvfølgelig på det. Det skete for eksempel efter Folketingsvalget, hvor den nye regering skrev ind i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Det er en historie, som skal dækkes i Religions-rapport, fortæller Lisbeth Meléndez, der har været vært på programmet siden 2012.
For Mikael Arendt Laursen var der ikke så meget tvivl om, at Bukettens hæder denne gang skulle gå til Lisbeth Meléndez og Religionsrapport.
– Enhver, der har lyttet til Religionsrapport, ved, at der bag programmet gemmer sig en ildsjæl med virkelig meget på hjerte. Når det så lykkes at formidle nysgerrighed og begejstring for trosstoffet, som det gør for Lisbeth Meléndez, så er det helt på sin plads at belønne det med en buket, lyder det fra generalsekretæren.
Buketten uddeles fire gange årligt til et medie eller mediepersoner, der på særlig måde formidler kristne værdier og/eller god etik.
Tidligere modtagere af Buketten tæller tv-værterne Mikkel Beha Eriksen og Ida Wohlert, programvært på Detektor Thomas Buch-Andersen og trosredaktionen på DR.