Konference om folkemord på kristne

Videoen ’Sarah’s Trail of Blood’ fra Voices of the Martyrs fortæller Sarah Lius historie. Skærmprint.
Videoen ’Sarah’s Trail of Blood’ fra Voices of the Martyrs fortæller Sarah Lius historie. Skærmprint.

Under en konference om religionsfrihed på Catholic University of America i Washington fortalte en kinesisk evangelist og et syrisk kristent ægtepar om forfølgelse af kristne i deres hjemlande.

Den kinesiske evangelist Sarah Liu oplevede seks år med sult og tortur i kinesiske opdragelses-lejre, fordi hun ikke ville fornægte Kristus.

Parat til at dø for Jesus

Sarah Liu var blevet døbt i 1991. Herefter forkyndte hun evangeliet i landsbyerne i Kinas Hubei provins, indtil hun blev arresteret og anklaget for ’forstyrrelse af den sociale orden’.
– Politiet stillede mange spørgsmål om min præst og mine venner. Og de bad mig opgive min tro på Jesus Kristus. Så slog de mig og brugte den elektriske stav. Den kan give chok og brænde huden.
De satte den på mit hovede og overalt på kroppen. De satte den i min mund, og hele min mund blev så ødelagt, så jeg ikke kunne spise, drikke eller tale. De blev ved med at spørge om information, og de satte stød-kæder til mine ankler, fortalte Liu.
– Jeg måtte tænke på, at Jesus døde for mig. Og så tænkte jeg, at jeg også kunne dø for ham, fortalte Liu. Men også i fangenskabet delte hun evangeliet med sine medfanger, selv om det kostede en forlængelse af straffen. I 2005 blev hun amerikansk statsborger.

Kristne bliver udryddet

– Vi ser døden i øjnene hver dag og hvert øjeblik. Jeg hører det fra mange familier, at hvis en mand går hjemmefra, vil han sige farvel til sin familie, for han ser dem måske aldrig mere, fortalte pastor Joseph. Sammen med hustruen Hannah Sleman har han arbejdet blandt flygtninge fra Irak og Syrien i en kirke i Damaskus. Ægteparret fortæller, at de kristne levede i fred med andre religiøse mindretal, indtil Islamisk Stat kom og erobrede den ene landsby efter den anden.
– For mig at se er det folkemord. Præster og andre, som har tjent Herren i mange, mange år, bliver nu dræbt af IS. Mange præster er blevet dræbt, sagde Joseph Sleman. Han fortalte om en kristen landsby, hvor IS havde dræbt alle beboerne. En anden landsby blev helt forladt i løbet af bare 24 timer.
I over 10 kristne landsbyer er der ikke flere kristne tilbage, og nogle familier forbereder sig ligefrem på at begå selvmord, hvis IS dukker op, skriver Christian Post.