Opmuntrende ord

Ansvarshavende redaktør Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen

I onsdags tabte herrelandsholdet i håndbold til Tyskland og var dermed ude af stand til at komme i finalen om Europamesterskabet.

Det kommer vi nok over, men det var påfaldende, hvordan nederlaget blev kommenteret af både spillere og medier.
Næsten før dommeren havde fløjtet kampen af, begyndte tv-kommentarerne at tale om, hvor dårligt holdet havde kæmpet og bemærkede, at det nu var anden gang, træneren havde tabt et internationalt opgør. Det var – forståeligt nok – ikke nemt for tv2 at få fat i en spiller, som ville svare på de forudsigelige spørgsmål om ”hvad gik der galt” osv. Man spurgte dem tilmed, om de ville indrømme, at det var en fiasko. Hvad skal man svare på det? Men bagefter har både tv og de trykte medier fået spillerne til at sige, at det var en fiasko, og vi var ikke gode nok, og vi tabte alt på gulvet og… Suk!

Det er den helt forkerte måde at tage et nederlag på. Hele nationen bliver bare endnu mere nedtrykt af den slags negativ snak. Og det er rent ud sagt ukammeratligt at ville finde syndebukke, som var ”skyld” i nederlaget.
I denne kamp – som i de fleste – kæmpede spillerne selvfølgelig alt, hvad de kunne. Ingen ville hellere vinde end dem. Og hvis der – tilfældigvis – var gået et par mål mere ind hos modstandere eller nogle færre hos os, så ville man have udråbt spillerne som helte…!
Forskellen på at blive udråbt som helt eller syndebuk er så tilfældig, at det må være et rent mareridt for spillerne. Hvem kan arbejde under så urimelige betingelser?

Dernæst er det en tankevækker til os andre om, at vi ikke skaber et syndebuk-klima på vores arbejdspladser, eller i foreninger og kirker. Det er sjældent vores helt egen fortjeneste, når tingene lykkes. Eller når vi mislykkes.
Bibelen viser os, at der ikke findes overmennesker, som kan gøre det umulige. Selv ”helte” som David, Peter og Paulus og mange andre havde store svagheder. Men de erkendte ydmygt deres fejl, og Gud løftede dem op til at gøre det umulige. Guds nåde gjorde dem stærke.
Når du mislykkes, har du ikke brug for, at andre fortæller dig, hvor dårlig, du er. Du ønsker, at de skal sige: Du gjorde dit bedste. Og ligegyldigt hvad, så er du tilgivet og accepteret, som du er.
Vær mod andre, som du ønsker, de skal være imod dig, sagde Jesus.