Den sidste avis efter 38 år

Af Henri Nissen, ansvarshavende redaktør

Jeg skal som bekendt stoppe som redaktør på Udfordringen den 31. maj. Derfor er dette det sidste nummer, jeg har ansvaret for, og den sidste leder, jeg skriver som ansvarshavende redaktør, inden Simon Thidemann overtager ledelsen pr. 15. maj.

Jeg har allerede overskredet min pensionsalder med et år. Men da jeg trods alt ”kun” er 68 år, håber jeg at kunne være aktiv i kristen tjeneste i mange år endnu – indtil jeg bliver bortrykket. Det skal vi jo alle (troende kristne) engang. Enten som levende eller døde. Paulus siger: ”Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu…” 1. Kor. 15: 51.

Men indtil da har jeg lovet min efterfølger at hjælpe med at gøre overgangen så god som mulig for ham og læserne. Så jeg får nok lov at skrive lidt engang imellem – som freelance. Men nu er det Simon, der bestemmer.

Og desuden fortsætter jeg med medie-missionen i Afrika, med at holde møder og foreløbig også med at redigere den lokale ugeavis, som Udfordringen også udgiver.

Mit livs store passion

Det er blevet til 38 år med Udfordringen – heraf var de tre år dog i Afrika, hvor jeg kun var løst tilknyttet. Og det har været spændende hele vejen. Jeg har faktisk haft travlt i alle de mange år. Men Gud har givet mig en enorm energi og passion for sagen, så jeg har kunnet arbejde masser af timer uden at løbe træt.

Og Gud har velsignet avisen – igen og igen.

Men det har også været hårdt ind i mellem. For ud over det daglige arbejdspres uge efter uge, foregår der også en åndelig kamp. (Se Efes. kap. 6) Og indtil man lærer at kende den åndelige virkelighed, så kan man jo ikke forstå, hvorfor der er så mange vanskeligheder.

Det var derfor, jeg ”flygtede” til Afrika i 1996. Men efter at jeg havde fået hvilet ud og fået styr på prioriteterne igen, kaldte Gud mig – via bestyrelsen – hjem igen. Og det blev så til 20 fantastiske år mere. Endnu bedre end før.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg tror, at Udfordringens læsere spiller en nøgle-rolle i Danmark. Jeg siger ligesom David: ”De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til.” (Sl. 16,3). Det er dem, der beder og hører fra Gud. Og dem, der har nøglen til fornyelse og vækkelse. Derfor vil jeg også opfordre alle læsere til at omslutte den nye redaktør Simon Thidemann med jeres forbøn. Og det er altså ikke bare from snak. Alle Udfordringens medarbejdere er afhængige af forbøn og åndelig opbakning. Husk det!
Tak for opmuntringer og overbærenhed.

Afskeds-reception eller mail-hilsen

Den 2. juni 2023 inviterer bestyrelsen til en afskeds-reception i Christiansfeld. (Se annoncen side 13 i avisen.) Her er alle læsere velkomne. Og selv om der forhåbentlig kommer en del, så vil det jo kun være en procentdel af de tusindvis, som læser Udfordringen på papir eller net. Jeg kender jo personligt flere tusinde af jer. Og flere har allerede skrevet afskedsord, der varmer og opmuntrer. Derfor har vi nu oprettet en mail-adresse. Her kan læsere, der ikke kan komme personligt og hilse på, i stedet sende en hilsen til henri-farvel@udfordringen.dk.

Og skulle nogen få lyst til at give en gave, så giv den via vores samarbejdspartner Gospel Outreach (MobilePay: 53914 eller bankkonto: 9046 4573458449) mærket ”Henri-farvel”. Så går gaven til den radio- og film-mission i Afrika, som jeg fortsat er meget involveret i.


Artiklen fortsætter efter annoncen: