Mission Afrikas formand 50

foto: Jesper Rais
foto: Jesper Rais

Den farverige sognepræst vil gerne have masser af mennesker omkring sig.

– Jeg vil egentlig bare gerne have mennesker omkring mig”, siger Anne Mie Skak Johanson, som fylder 50 den 22. februar.

Anne Mie Skak Johanson er ikke til gourmetmad og hvide duge. Til gengæld er hun til mennesker, ærlighed og store drømme.

Meningen med livet

– Du skal leve livet fuldt ud. Spis noget mere kage, og prøv drømmene af. Og så skal du bruge alt det, som du har fået givet, til at glæde mennesker og glæde den Gud, som har skabt dig, svarer Mission Afrikas formand, da hun bliver spurgt om, hvad meningen med livet er.
Anne Mie Skak Johanson ved, hvem hun er, og hun ved, hvad hun står for.
”Af natur er jeg umiddelbar og måske endda lidt grænseoverskridende. Og jeg forventer nok egentlig det samme af mennesker omkring mig. Jeg vil gerne, at folk siger: ”Du har faktisk en bussemand siddende på kinden.”
Eller: ”Det var faktisk ikke en særlig god tekst, du skrev der.” Så har jeg mulighed for at handle på det, og jeg ved, hvor jeg har folk,” siger hun.

To gange Åbent Hus

Formanden med den røde manke og de energiske armbevægelser fejrer sin 50 års fødselsdag med to åbent hus-arrangementer. Ét hos sine sognebørn i Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat ved Christiansfeld og ét på bopælen i Odder.
– Hvide duge og gourmetmad betyder ikke meget for mig. Jeg vil egentlig bare gerne have mennesker omkring mig. Mange mennesker, siger hun.

Forandring med fart på

Anne Mie Skak Johanson blev formand for Mission Afrika i efteråret 2014. Siden har hun stået i spidsen for en større omstrukturering på sekretariatet og en kursændring med en ny Vision 2020, der blandt andet skal satse mere på frivillighed i den flere end 100 år gamle missionsorganisation. Kort sagt: Der har været fart på.
”Hvis jeg skal sætte en overskrift på mine 1½ år som bestyrelsesformand, hedder den ”forandring”. Men det er vigtigt for mig at sige, at beslutningerne jo ikke er mine alene. De er bestyrelsens, og min opgave som formand har hovedsageligt været at stå bag bestyrelsens beslutninger. En god leder skal være visionær og målrettet – også når beslutninger skaber grundlæggende forandringer. Det prøver jeg at leve op til i mit formandskab,” siger hun.

Tidligere leder for Dansk Oase

Anne Mie Skak Johanson blev færdig som teolog i 2001, hvorefter hun blev ansat som landsleder for Dansk Oase og præst i Odder Frimenighed.
I dag er hun ansat i en halvtidsstilling som sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat ved Christiansfeld. Hun pendler til jobbet fra hjemmet i Odder, hvor hun bor sammen med sine børn og ægtemanden Leif Johanson.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: