30.000 kirkeledere skal bede for USA

Bøn kan afværge en national krise, mener organisationen UnitedCry.

USA har brug for bøn mere end nogensinde før, mener den tværkirkelige organisation UnitedCry. Derfor vil man samle 30.000 kirkeledere til bøn den 9. april.

UnitedCry henviser til profeten Joels bog kapitel 2, hvor Israel måtte løse en national krise ved at samles til bøn og bod.
– Vi tror, at vi er ved et afgørende vendepunkt for vores land. Derfor vil UnitedCry DC16 samle 30.000 præster og kristne ledere på Lincoln Memorial i Washington DC den 9. april for at forenes til bøn og bod i Joels ånd.
Vi har brug for, at vore præster lærer os at bede og leder alle os, der hører til Kristis legeme, tilbage til fællesskabet med Herren. Svære tider kræver ofre. Nu er det tid til igen af samles for at bede! lyder opfordringen fra UnitedCry DC16.
Enig bøn helbreder
– Vores land er i krise netop nu. Kun en forenet kirke kan helbrede en delt nation. Der er håb for Amerika, og bøn kan gøre forskellen, siger grundlæggeren af UnitedCry, Lewis Hogan, til The Christian Post.
Det syv timer lange arrangement i Washington DC vil være multi-etnisk og for alle generationer. Deltagerne vil bede Gud om tilgivelse, velsignelse og åndelig vækkelse og erklære, at USA med forfatningens ord er ”én nation under Gud”.
Blandt de medvirkende er evangelisten Billy Grahams datter Anne Graham Lotz og biskop Harry Jackson.

30.000 – et særligt antal

– Tallet 30.000 er vigtigt af flere årsager, forklarer Hogan. For det første er der teorien med balancepunktet: At 1 procent af kvadratroden af en befolkning kan føre til store forandringer.
Desuden er der godt 300.000 kirker i USA. Vi tror, at 30.000 præster er som en slags tiende fra kirkerne. Samtidig læser vi i 2. Samuels Bog 6, at David bringer Pagtens Ark tilbage til Juda. Ved den anledning samlede han 30.000 særligt udsøgte ledere.
– Vi tror, at når præster og ledere samles her i enhed og ydmyghed, vil de være i stand til at bede Gud bringe sit nærvær til Amerika med stor kraft, forklarer Lewis Hogan.

9. april – en særlig dato

Datoen, den 9. april, er valgt af historiske årsager. Den 9. april 1865 blev den amerikanske borgerkrig officielt afsluttet – netop ved trappen til Lincoln Memorial.
Ligesom præsident Lincoln prøvede at forene en racemæssigt delt nation, vil der være særlig fokus på tilgivelse for racekonflikter. Her vil bønnen blive ledet af Dr. Martin Luther Kings datter, Bernice, og hans niece Dr. Alveda King.