Dansker anmelder Bibelselskabet for antisemitisme i Den Nye Aftale
Kaj Hansen fra Kolding vil anmelde Det danske Bibelselskabs oversættelse af Det nye Testamente til politiet. Han mener nemlig, at oversættelsen er antisemitisk.
– Bibelselskabet har fjernet navnet ”Israel” og erstattet det med ”jøder” i oversættelsen ”Den Nye Aftale” (DNA), fortæller Kaj Hansen, som for nylig rejste hjem til Danmark efter et ophold i Israel.
Kaj Hansen har nu skrevet et anklageskrift, som skal afleveres til politiet sammen med anmeldelsen. Hansen er ikke sikker på, at han kommer nogen vegne i sagen, men han vil i alle fald reagere mod DNA-udgaven, som først blev udgivet i 2001 og revideret i 2011.
– At man bevidst har fjernet ordet Israel, er et udtryk for en antisemitisk holdning, som den man også havde i Tyskland i 1930- og 1940’rne, siger Hansen. Han tilføjer dog, at han ikke har belæg for at sige, at DNA skulle være inspireret af nazismen.
Bibelselskabet mener, at de ligesom Luther har oversat Bibelen til velkendt dagligdags sprog. Hansen vurderer, at Bibelselskabet er influeret af liberal teologi, som også præger den lutherske kirke i Danmark.
I sit hefte gengiver Kaj Hansen en liste fra pensioneret sognepræst Bent Feldbæk. Her fremgår det, hvordan alle bibelordene er blevet ændret i den nye oversættelse.
Matt. 2, 6: «Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.»
Nu hedder det: «Du Betlehem i Juda, du hører ikke til blandt de mindste af Judas byer. Fra dig skal der komme en fyrste, som skal lede mit folk.»
Mark. 15, 32: «Kristus, Israels konge»
Nu hedder det: ”Messias jødernes konge”
Luk. 1, 54: «Han har taget sig af sin tjener Israel»
Nu hedder det: ”Han sørger for sit folk”
Joh. 1, 49: «Nathanael udbrød: Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge».
Nu hedder det: ”Rabbi, sagde Natanael. Du er Guds søn, hele folkets konge.”
ApG. 1, 6b: «Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?»
Nu hedder det: ”Er det nu du befrier jøderne og gør os til et kongedømme igen”.