KD-formand advarer imod diskrimination af troende
Troende mennesker skal have sværere ved at blive tilsynsførende for en kristen friskole, hvis det står til Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen.
”Det er rendyrket diskrimination og tankekontrol af troende mennesker, hvis Venstre i samarbejde med LA og DF strammer op på reglerne,” mener Stig Grenov, KristenDemokraternes Landsformand.
– Efter Venstres mening skal man åbenbart være ateist, før man kan bære betegnelsen uvildig som tilsynsførende.
Men for Kristendemokraterne er det netop væsentligt, at den der fører tilsyn, kan identificere sig med skolens værdigrundlag, hvis man skal kunne vurdere, om undervisningen står mål med værdigrundlaget, siger Grenov.
Venstres skærpelse kommer efter, at Radio24syv mener, over halvdelen af de kristne friskoler har kristne tilsynsførende.
Kristendemokraterne mener, at et skærpet tilsyn er et direkte angreb på forældrenes ret til at bestemme, hvilke værdier der skal ligge til grund for deres børns undervisning.
Så længe skolerne står mål med folkeskolens faglige niveau, skal staten blande sig udenom, mener Grenov.