Kirkedage under åben himmel

Kultur og kirkeminister Bertel Haarder taler ved Bøn for Nationen den 6. maj kl. 18-20 på Nytorv i København.
Kultur og kirkeminister Bertel Haarder taler ved Bøn for Nationen den 6. maj kl. 18-20 på Nytorv i København.

Kirkeminister Bertel Haarder medvirker ved kristne indvandreres ’Bøn for Nationen’ på Nytorv den 6. maj

Kunne du tænke dig at ligge i en himmelseng i det indre København, at komme til en gudstjeneste med nyskrevne tekster og nykomponeret musik, høre en nonne fortælle om klosterlivet, opleve gospelsang flytte bjerge eller noget helt femte? Så kom til hovedstaden i Kristi Himmelfartsferien 5. til 8. maj i år.
Den store kirkelige festival ”Himmelske Dage” – som Danske Kirkedage denne gang kaldes – holdes hvert tredje år og hver gang i en ny by. Det er første gang, Københavns kirker er vært.
Festivalens ambition er at udforske, hvilken rolle tro, kirke, kristendom og religion spiller og kommer til at spille i fremtiden både for den enkelte og i samfundslivet.
Derfor er der også både skarpe debatter med kendte oplægsholdere – fx er Clement Kjersgaard ordstyrer i en debat med det udfordrende spørgsmål: Gør religion verden bedre? Og der er personlige samtaler om tro i sofaer, som er sat op rundt om i byen.

Bertel Haarder til bøn

Kultur og kirkeminister Bertel Haarder taler ved arrangementet Prayer for the Nation (bøn for nationen) den 6. maj kl. 18-20 på Nytorv i København.
Arrangementet er en del af kirkefestivalen Himmelske Dage, som i hele Kristi himmelfartsferien indtager gader, torve og kirker i det indre København.
Halvdelen af flygtninge og indvandrere i Danmark er nemlig kristne, og tidligere har migrantkirker i København holdt Prayer for the Nation på store bededag med hundredvis af deltagere.
Ud over kirkeministerens tale vil man kunne opleve hundreder af nydanskere og danskere fejre kirkens mangfoldighed med indslag fra forskellige sang-, musik- og kirketraditioner.

Bøn for de forfulgte

Udover at bede for nationen – Danmark – har man også som formål at inspirere deltagerne på Himmelske Dage til bøn for forfulgte minoriteter, for aktuelle verdenskriser samt for Danmark og verdens øvrige nationer.
Der er Fakkeltog for forfulgte fra Nytorv til Christiansborg fredag kl. 19.45-21.30.

Arrangementer på Nytorv

Nytorv på Strøget er centrum for de store fællesarrangementer og koncerter.
Her er både kendte og nye musiknavne med noget på hjerte. Det er også her, man kan få sig en god kop kaffe og mødes med dem, man kender – eller måske ikke kender endnu.
Derfor har bl.a. Danmission her rejst et hyggeligt telt, som er et oplagt mødested og nemt at finde i storbyen.
Der vil være masser oplevelser for alle sanser og for alle aldersgrupper. Rundt i byens kirker, men også på gader og stræder, hvor organisationer, foreninger, kirker og mange andre indbyder til en slags ”kirkernes folkemøde”. Fra tidlig morgen til sen aften.
Mange frivillige giver en hånd med på Himmelske Dage – også som værter for gæster, der har brug for overnatning.
Man kan finde mere om Himmelske Dage og programmet på www.facebook.dk/himmelskedage og www.himmelskedage.dk

TLI/Henri.