’OK at skole sammenligner Jesus med Muhammed’

Rektor for friskolen Sotra, Frode Monsen, (indsat billede) beklager opgaveformuleringen. Men det er der ingen grund til, mener redaktør Vebjørn Selbekk fra Dagen.no.
Rektor for friskolen Sotra, Frode Monsen, (indsat billede) beklager opgaveformuleringen. Men det er der ingen grund til, mener redaktør Vebjørn Selbekk fra Dagen.no.

– Friskolens rektor behøver ikke beklage noget. Det er jo sandt, at Muhammed brugte vold og Jesus talte om at elske sine fjender, siger Vebjørn Selbekk.

Den norske kristne friskole Sotra har fået kritik efter at have givet eleverne til opgave at sammenligne Jesus og Muhammed.

I blandt andet netavisen VG har man kunnet læse forældres kritik af opgaven. Men Danielsens barne- og ungdomsskole Sotra er i sin gode ret, mener chefredaktør Vebjørn Selbekk fra Dagen.no.

Vold eller kærlighed?

Den kristne friskole beskyldes for at være ”ensidig, tolkende og respektløs i sin sammenligning af Jesus og Muhammed”.
Men det afviser Selbekk:
– Jeg har ikke fundet noget i dette dokument, som ikke er sandt. Jeg fatter ikke, at dette er noget at hidse sig op over. Man må jo forholde sig til fakta, siger Selbekk til KPK.
– Fakta er, at islam er den eneste verdensreligion, som har en voldsmand som leder. Det er fakta, at Muhammed brugte vold, mens Jesus talte om at elske sine fjender, tilføjer han.

Begge mødte en blind – og en utro kvinde

På opgavearket står der blandt andet, at ”Muhammed spredte islam med krig, mens Jesus vendte den anden kind til og døde for vore synder” og at ”Jesus var aldrig gift.
Muhammed var derimod gift med flere kvinder, og en af dem var et barn, da de giftede sig” og ”Begge mødte en blind mand, og en kvinde blev grebet i hor.
MEN: Jesus helbredte manden og tilgav kvinden. Muhammed overså manden og fik kvinden dræbt”.
– Jeg synes dette er en helt udmærket sammenligning af religionerne islam og kristendom og personerne Muhammed og Jesus, siger Selbekk.

”Hårrejsende”

Ifølge VG reagerede Lill-Christine Onstad, efter at hendes 12-årige søn kom hjem med opgaven.
– Jeg synes, det er hårrejsende, at de bruger frygt for islam i undervisningen på denne måde. Det er ensidig læring og baseret på lærerens personlige tolkning. I lighed med det, som står i Bibelen, kan Koranen også tolkes på mange måder, siger Onstad til VG.
Selbekk mener derimod, at opgaven burde være helt naturlig på en kristen skole.
– Nogle mennesker glemmer, at dette er en kristen privatskole.
Folk vælger at sende deres børn der, fordi de ønsker et kristendomsfag, som lægger mere vægt på den kristne tro end religionsfaget i den offentlige skole, siger Selbekk, som selv har haft sine børn på kristen privatskole.

Ikke i tråd med læseplanen

Rektor ved skolen, Frode Monsen, kender ikke til, at dokumentet har været brugt i undervisningen tidligere.
– Det er ikke en skrivelse, vi ønsker at formidle til vore elever, siger han til VG. Han tilføjer, at kristendomsundervisningen i den aktuelle klasse vil blive fulgt tæt fremover for at sikre, at undervisningen er i tråd med læseplanen.
Ifølge læseplanen skal skolen formidle kundskab om andre religioner med respekt.
– Jeg forstår, at folk mener, at skrivelsen gør det modsatte. Det er ikke i tråd med vor undervisning, siger Monsen.

”Ingenting at beklage”

Selbekk på sin side synes ikke, rektoren har noget at beklage.
– En privatskole er ikke underlagt den samme neutralitetstanke som den offentlige skole, siger han.
Han tror, det er mediepres, som har fået rektoren til at afvise videre brug af opgaven.
– Jeg forstår godt, at en rektor på Sotra kan blive stresset, når VG, Dagbladet, TV2 og NRK ringer. Jeg synes ikke, han har noget at beklage, siger Selbekk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forbund går ikke ind i sagen

Jan Erik Sundby, generalsekretær i Kristne Friskolers Forbund (KFF), som er en interesseorganisation for kristne skoler, siger til KPK, at de ikke vil gå direkte ind i denne sag.
– Jeg er gjort opmærksom på sagen, men har ikke læst den selv, siger Sundby på telefon fra Portugal.
Han fortæller, at KFF ikke principielt går ind i denne type sager, med mindre de bliver bedt om det.
– Her har jeg indtryk af, at skoleledelsen ta’r hånd om sagen, siger han.
Sundby bekræfter, at der både i læreplanen, som KFF har godkendt, og i friskoleloven, som de kristne skoler forholder sig til, er tydelige formuleringer om, at andre livssyn skal behandles med respekt.