Graham-kampagne i Norge

Det er ikke nok at være et godt eksempel. Vi må også fortælle mennesker om Jesus med ord, siger evangelisten Will Graham.  Foto: Ingunn Marie Ruud, KPK. Indsat billede af Billy Graham.
Det er ikke nok at være et godt eksempel. Vi må også fortælle mennesker om Jesus med ord, siger evangelisten Will Graham.
Foto: Ingunn Marie Ruud, KPK. Indsat billede af Billy Graham.

Billy Grahams sønnesøn Will holder kampagne i fem norske byer på en uge.

– Jeg tror på proklamerende forkyndelse. Den bedste måde at evangelisere på er at åbne munden, siger Will Graham.

Evangelisten Billy Grahams sønnesøn besøger de norske byer Tromsø, Trondheim, Bergen, Haugesund og Vennesla. Han understreger, at folk må bruge ord, når de fortæller om Jesus.

Et godt liv er ikke nok

– Uanset om man forkynder for store menneskemængder på et stadion, i et klasseværelse, gennem humanitært arbejde eller evangeliserer én til én, må man bruge ord, siger Will Graham.

Mange kristne tror, at de kan evangelisere ved deres gode liv, så andre derved får et ønske om selv at lære Gud at kende.
– Problemet er, at vi aldrig kan leve godt nok. Vi er ikke altid gode mennesker. Der står i Bibelen, i Romerne 10 vers 17, at troen kommer gennem det, man hører, og af at høre Guds ord, så vi må fortælle folk om Jesus, understreger Will Graham.

Inviteret til Norge

Will Graham arbejder for ”Billy Graham Evangelistic Association” (BGEA), som arrangerer Norgesturneen Wake up Norway på invitation fra norske kirker. Også Billy Graham holdt kampagner, når og hvis han blev inviteret.

– Det er en af de ting, jeg elsker ved min bestefar, at han altid arbejdede gennem de lokale kirker. Han dukkede ikke bare op og ville ta’ over, men kom altid på baggrund af en invitation, fortæller Will Graham. Han er meget stolt af sin nu 97-årige bedstefar.
– Jeg bor bare tre minutter fra ham og besøger ham ofte. Han har det meget godt, siger han.

I 1955 holdt Billy Graham vækkelsesmøder for 40.000 mennesker på Ullevål Stadion. Også i 1978 deltog tusinder i en Billy Graham kampagne i Oslo.
Barnebarnet, som nu besøger Norge for første gang, er stolt og glad over at gå i Billy Grahams fodspor. Formålet med besøget er, at Will Graham skal lære noget om Norge – men først og fremmest skal han tale med mennesker om at tage imod Jesus.

Will Graham beundrer sin farfars måde at forkynde på.
– Han forkyndte altid Bibelen. Det var meget enkelt, ikke noget kompliceret budskab – han forkyndte bare evangeliet enkelt og godt, siger han.

Tog imod Jesus som 5-årig

– Min far lod mig ikke modtage nadver i kirken. Jeg troede, det var, fordi jeg kunne spilde drue-saften på gulvet, fortæller Will.
Men en aften forklarede hans far, Franklin Graham, hvorfor Will ikke kunne få nadver.
– Han forklarede, at for at få nadver måtte jeg først kende Jesus personligt og bede ham om at tilgive mig for mine synder. Jeg havde ikke givet mit liv til Jesus. Men det var første skridt mod at blive evangelist, da jeg dengang som 5-årig bad Jesus komme ind i mit liv, siger Will Graham.

Efter sine teologistudier blev han først medhjælper og senere præst i en lokal kirke.
– Jeg lovede at være der i seks måneder, kun for at lære og få erfaring. Men jeg blev der i otte år, siger Will Graham og ler.
Mens han var pastor i kirken, gennemførte Will de såkaldte evangeliske ”korstog”. I 2006 oplevede han Guds kald til fuldtidsarbejde for BGEA og evangelisering.

– Jeg skal nord for polarcirkelen, til Tromsø, hvor min bedstefar aldrig har været. Men jeg gør det samme, som han gjorde, siger Will Graham.
– Vi vil vise de kristne, at Gud stadig virker og ønsker at virke i dette land. Vi ønsker at hjælpe dem med at nå deres lokalsamfund med Jesus. Jeg vil opmuntre dem til at evangelisere og fortælle andre om Jesus, siger forkynderen.
Samtidig ønsker han at takke alle de kristne i Norge, som husker og har bedt for farfaren og hans familie.

– Min bestefar har mange gode minder, specielt fra Oslo. Jeg ser frem til at rejse tilbage og fortælle ham om, hvordan der er i Norge nu, siger Will Graham.
Den 41-årige evangelist har ledt over 10.000 til frelse under kampagner i Nord- og Sydamerika, Asien og Australien.
KPK/Bodil