Tvangsfjernede børn hjemme igen efter protester i hele verden
Den norsk-rumænske Bodnariu-familie vil få alle deres fem børn i alderen 0-10 år tilbage. Efter mange internationale protester er der nu indgået aftale mellem kommunen og forældrene.
Børnene blev fjernet under en voldsom akut aktion i Naustdal i november 2015. Barnevernet trængte angiveligt ind i familiens hjem uden kendelse, fjernede de to drenge og arresterede Ruth Bodnariu, som tog babyen med på politistationen. Børnenes far blev arresteret på sin arbejdsplads. Familiens to døtre blev afhentet fra skolen.
Forældrene og babyen blev først sat fri efter flere timers afhøring. Men næste dag blev også babyen fjernet med den begrundelse, at Ruth var ”farlig”. Familien er overbevist om, at fjernelsen skyldes deres kristne tro, men myndighederne hævder, at det drejer sig om fysisk vold. Men Barnevernet har som i mange lignende sager påberåbt sig tavshedspligt og viser ikke tegn på selvkritik.
– Jeg er utrolig lettet. Det var den helt rigtige afgørelse. Nu er det godt at opleve, at systemet har fungeret, siger psykolog Einar C. Salvesen, som har været meget kritisk over for Barnevernets håndtering af sagen.
Den rumænske far er stadig sigtet for ”opdragervold”, og begge forældre har over for BBC og rumænsk tv fortalt, at de har anvendt mild fysisk afstraffelse. Medicinske undersøgelser har dog ikke fundet hverken blå mærker eller andre tegn på vold på børnene.
Barnevernet og forældrene skal nu samarbejde om hjælpetiltag for både forældre og børn, oplyser advokatfimaet Stiegler til Dagen.no.