Indsamling til Danmarks udsatte

- Jeg kommer både for at spise og høre Guds ord, siger Leif Feddersen, der er bruger af værestedet i Valby og tidligere hjemløs.
– Jeg kommer både for at spise og høre Guds ord, siger Leif Feddersen, der er bruger af værestedet i Valby og tidligere hjemløs.

Frelsens Hær holder indsamling i København den 18. september.

Udsatte familier har dette efterår et særligt behov for hjælp gennem Frelsens Hærs indsamling den 18. september.

Med husstandsindsamlingen, ’Giv en hånd til Danmarks udsatte’, ønsker Frelsens Hær at hjælpe landets mest udsatte – ikke mindst de familier, der nu risikerer at blive endnu fattigere.

”Vi har dagligt kontakt til rigtig mange familier, som lever i fattigdom med kun få tusinde kroner til rådighed hver måned.
Mange af disse familier bliver ramt yderligere af kontanthjælpsreformen. Det har store konsekvenser, når fx boligstøtten skæres, og børnefamilier bliver smidt på gaden. Frelsens Hær har travlt med at hjælpe mange af de ramte familier med økonomisk vejledning, gældsrådgivning, socialt arbejde, mad og nødherberg”, siger Lars Lydholm, der er Informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær.

Forskellen på liv og død

Frelsens Hær er førende inden for socialt familiearbejde i Danmark. De hjælper familierne med rådgivning og netværk, tilbyder bisiddere til møder og sørger for, at børnene får gode oplevelser og giver julehjælp, så familien kan holde en jul, som minder om andres. Pengene fra indsamlingen vil gå til det omfangsrige familiearbejde samt til Frelsens Hærs væresteder og nødherberg for hjemløse og ensomme unge og gamle.

”I de kolde måneder kan en varm seng og et måltid mad betyde forskellen på liv og død for de hjemløse.
Derfor gør vi rigtig meget for at hjælpe så mange som muligt i vores herberg og væresteder, men vi har brug for penge, for at det kan lade sig gøre. Især nu, hvor endnu flere risikerer at blive smidt på gaden, når boligstøtten ryger, eller kontanthjælpen skæres”, siger Lars Lydholm.

Udsatte familier bliver fattigere i efteråret, mener Lars Lydholm fra Frelsens Hær.
Udsatte familier bliver fattigere i efteråret, mener Lars Lydholm fra Frelsens Hær.
Udsigt til rekordstor søgning om hjælp

Sidste år modtog Frelsens Hær endnu engang rekord mange ansøgninger om jule- og feriehjælp, og med kontanthjælpsreformens ikrafttræden den 1. oktober, frygter Lars Lydholm, at antallet af fattige i Danmark vil stige betragteligt.
Indsamlingen den 18. september klokken 11-15 i Københavnsområdet er vigtig for at kunne videreføre den støtte, som Frelsens Hær tilbyder socialt udsatte i Danmark.

Der er lige nu brug for mange flere frivillige til indsamlingen i København. Frelsens Hær håber at kunne samle ind til Danmarks udsatte i hele landet inden for de næste par år.
Man kan melde sig som indsamler og støtte socialt udsatte i Danmark på www.danmarksudsatte.dk


Artiklen fortsætter efter annoncen: