Satellitter afslører 72 massegrave med flere tusinde lig i Syrien

ISIS har tilsyneladende begravet tusinder af mennesker i mindst 72 massegrave i Syrien. The Associated Press har fundet frem til gravene med satellit-teknologi. Yderligere 16 grave er fundet i Irak.

Fundene er gjort i områder, hvorfra den islamistiske terrorgruppe nu er drevet tilbage. I en af de 17 tilgængelige grave har man fundet hundreder af lig fra en stamme, som blev udslettet af terrorgruppen. Gravene er lave, og kun et tyndt lag jord dækker de døde.
IS har systematisk henrettet religiøse mindretal som shiitiske muslimer, kristne og yazidier. Homoseksuelle er blevet smidt ud fra højhuse, og selv børn er blevet brugt som bødler.

Man frygter at finde flere massegrave i takt med, at IS trækker sig tilbage. Indtil videre regner man med, at op mod 15.000 ligger begravet i de allerede fundne massegrave.