Ny smart Bibel til konfirmander

s15_bibelen_til_konfirmander_3dBibelselskabet har udgivet Bibelen i et nyt smart layout til konfirmander. Det sort-orange omslag virker indbydende og indikerer, at et spændende indhold venter læseren.

Den nye udgivelse rummer hele den autoriserede oversættelse af Bibelen, samt 48 navigationssider, der er målrettet til at hjælpe læseren ind i og rundt i Bibelen.
Bogen rummer ruter, kommentarer og fremhævede bibelvers, som folkene bag udgivelsen ønsker skal skabe identifikation og refleksion hos den unge læser.

Holdet bag den nye konfirmandbibel er de tre sognepræster Louise Højlund, Lars Nymark Heilesen og Mette Behrndtz.
– Ambitionen har været at indbygge en GPS i Bibelen. Vi har ønsket at åbne op for den store mangfoldighed og kompleksitet, Bibelen rummer, siger Louise Højlund.

I bogens flapper finder man Bibelens persongalleri og ”En hovedvej i Bibelen”, som leder til de 29 mest centrale fortællinger i Bibelen. På navigationssiderne finder man blandt andet en række ruter – tematiske læseplaner – som kan følges, hvis man gerne vil læse om emner som venskab, valg eller tro.

Som noget nyt har Bibelens 66 bøger fået hver deres illustrerede forside skabt af billedkunstner Helle Vibeke Jensen. Desuden introduceres hver bog med et udvalgt vers og en kort forklaring af indholdet.

Illustrationerne og resten af bogens udtryk er moderne, smart og uden tvivl i øjenhøjde med de unge.
På navigationssiderne kan man også finde bønner til forskellige situationer, personlige sider til egne noter og meget mere.

Kommer man fra et kirkesamfund med en anden dåbspraksis end folkekirkens, kan man måske ærgre sig lidt over, at den attraktive udgivelse er så specifikt tilrettet konfirmanden. Fx er der på de personlige sider sat plads af til ”bedste oplevelse som konfirmand”, konfirmationsord og ”Hvad husker du især fra din konfirmationsdag?”
Eller man kan se stort på det, rette det til selv, så det passer med fx ungdomsvelsignelse/overhøring og gribe anledningen til at snakke med sin teenager om forskelle og ligheder mellem de forskellige kristne kirker.

Udgivelsen har med formatet 13,1 x 18 cm en rigtig fin størrelse, og prisniveauet er sat, så de fleste kan være med.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bibelen – Til konfirmander
1680 + 48 sider • kr. 259,95
Bibelselskabet