Islamister dræber 12 i Kenya

Muslimske ekstremister gik efter de kristne, da de angreb og skød 12 kenyanere på et gæstehus i Mandera d. 26. oktober.

Morning Star News East Africa skriver, at somaliske Al-Shabaab terrorister har taget ansvaret for angrebet, som fandt sted før daggry i Mandera. Her boede en teatertrup fra en anden del af landet. En lokal præst fortalte Morning Star News om forløbet:

– Nogle af de studerende besøgte min kirke om søndagen og bad om forbøn. Angriberne vidste præcis, hvem de gik efter, nemlig de kristne, sagde præsten. Han tilføjede, at angriberne ifølge de overlevende havde råbt: ”Dræb disse vantro skuespillere”.

Teatertruppen bestod af universitetsstuderende, som optrådte på skoler i det overvejende muslimske Mandera.

Ifølge BBC har gruppens producer fortalt, at de havde modtaget trusler. Angriberne havde kastet bomber og skudt løs mod truppen, mens nogle af medlemmerne gemte sig på toiletterne. Flere blev såret, mens 27 kristne undslap dybt rystede efter angrebet.

Den 6. oktober dræbte Al-Shabaab seks kristne i Kenya, og en talsmand for terrorgruppen har udtalt, at formålet er at fordrive de kristne fra området. Også i januar angreb terroristerne et kristent område i Kenya og dræbte fire, hvoraf en fik halsen skåret over. Der har været lignende angreb mod kristne i de foregående år. Kenya er nr. 16 på Åbne Døres liste over de lande, hvor troen koster mest.