Israel har sat etiopiske jøders hjemkomst på statsbudgettet
De etiopiske Falash Mura jøder bliver udsat for vold fra deres nabostammer. Derfor flygter mange til hovedstaden Addis Abeba, hvor de lever i stor fattigdom. Men fremover vil Israel hvert år tilbyde ca. 1300 etiopiske jøder opholdstilladelse.
Det skriver Den Internationale Kristne Ambassade (ICEJ). Med opholdstilladelsen følger særlige tilskud og uddannelsesprogrammer for de nyankomne. De seneste to år er der ikke kommet nye falasha’er til Israel, og flere familier lever adskilt. Nu er udgifterne imidlertid kommet med i statsbudgettet, og flere kan derfor søge til Israel, selv om transporten til landet ikke er med i budgettet.
ICEJ oplyser, at de har følt Guds kald til at finansiere flyrejserne for de første 500 etiopiske jøder og har doneret 500.000 $ til formålet.
Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange falashaer, der findes i Etiopien. Samtidig betvivler mange i Israel deres jødiskhed, bl.a. fordi de har været under kristen indflydelse i Etiopien.