Ballettrup bruger forestilling til at advare unge mod okkultisme

s10_lilydanserEn dansegruppe fra Virginia vil opføre en ny ballet, som dels skal inspirere til tro på Gud, dels advare folk mod at tage del i noget okkult.

Ifølge CBN.News siger Arnora Hummel, som ejer Masterworks Touring Company i Chesapeake, Virginia, at Gud gav hende ideen til den nye ballet med titlen ”Lily and the Gypsies” (Lily og sigøjnerne).

– Helt ærligt, det kom bare til mig på en times tid. Han gav mig hele historien og sagde, at det handler om at bekæmpe fjenden, så han ikke drager unge ind i det okkulte, fortæller Hummel til CBN.News.

Balletten “Lily and the Gypsies” handler om Lily, som af en sigøjnerdronning bliver overbevist om, at hendes forældre er døde. Dermed bliver hun draget ind i en okkult sammenhæng, hvor hun får nye ”evner”. Tilsidst bliver Lily dog klar over bedraget og finder sine forældre i live.

Alle de 50 dansere i gruppen deler Arnora Hummels vision for den nye forestilling.

– Det vigtigste, folk kan tage med sig, er det, at uanset hvor dybt du er faldet eller hvor mange afveje, du har taget, kan du altid komme tilbage til Guds vej, forklarer danser Jessica Hartsfield, der har titelrollen som Lily.