Flot og fyndig invitation til Jesus lukker teksten op

En børnebogsforfatter og en billedkunstner – begge erfarne og anerkendte – har sammen skabt et mesterværk, som lukker evangelierne op for både store og små; både de, der har hjemme i Bibelen, og de, der er nysgerrige eller tvivlende. Det flotte værk inviterer til at komme tættere på Jesus. Det er en nutidig gendigtning af Det Nye Testamentes fortælling om Jesus, hvor læseren føres ind i teksterne indefra, og forfatteren lader Jesus komme til orde.

Marianne Iben Hansens poetiske tekster jonglerer med ord, kaster dem op i luften, hvorefter de lander meningsfyldt i Bibelens skød, hvor de har potentiale til at bære frugt hos læseren. Tea Bendixs fine, farverige illustrationer er fornemt afstemt med teksterne og bidrager til at forstærke oplevelsen, for bogen skal opleves! Hvert afsnit starter med en kort fortælling med bibelvers skrevet helt ud, fulgt op af illustration med poetisk tekst. Det er flot og fornøjeligt at læse og filosofere over!

Side 8-9, kapitlet om Maria. Se uddrag af bogen på Bibelselskabets hjemmeside.

Et par uddrag:
”At søge stilhed
At finde et sted
og la’ stilheden råde,
et mellemrum
mellem noget og noget,
og lytte til vinden
og hjertet, der banker,
en flue, der summer,
og ti tusind tanker,
der snakker og spø’r efter svar”. (Lukasev. 6,12)

”Jesus forudsiger sin død og opstandelse
Lad billedet stå.
Kom tættere på.
Tænk, at han kendte til det, der sku’ ske,
Og alligevel blev ved med at gå.” (Markusev. 10,33-35)

Fortællingerne har en tænksom tilgang for at stimulere læseren. ’Sædemanden’ (Markusev. 4,3-9) er god at tænke over såvel som ’Den lille nåde’ (Markusev. 4,26-29). Om Jesu undervisning i Matthæusev. 7,28-29 fra ”At lytte: .. At lytte til den, der kaster sig ud, hvor vandet er dybest – i tillid til Gud. Og ikke til den, der bli’r stående på land og gi’r dig den kemiske formel på vand.” Mange relevante emner berøres fx om bekymringer ’Som en lilje’ og om årvågenhed ’Skal man altid være vågen?’

’Nadveren’ med to afsnit om krop og blod har fokus på forskrækkelsen og forbavselsen over Jesu tale og er tankevækkende. ”Judas” slutter med: ”Så hans ensomhed var allerede stor, før han forlod manden, som han elskede, men ik’ ku’ ta’ imod.” De senere afsnit fx Getsemane Have og Korsfæstelse er sobert fyndige, de skal opleves og inviterer: Kom tættere på! Den aut. 1992-Bibel er citeret, og det er nyttigt, at bibelversene er skrevet helt ud, så man kan se, at den moderne poesi bygger på Bibelens virkelighed!

Marianne Iben Hansen: Jesus tættere på – Nye døre ind i den store fortælling
Illustrationer af Tea Bendix
128 sider. 270 kr.
Bibelselskabets Forlag