Bombe dræber 27 kristne i Kairo

En selvmordsbombe i den ortodokse kirke St. Marks Cathedral i Kairo dræbte 27 under gudstjenesten sidste søndag.

IS har taget skylden for den bombe, der under gudstjenesten i den ortodokse kirke St. Mark’s Cathedral den 11. december dræbte 27 og sårede 60 – heraf mange kvinder og børn.

Den egyptiske præsident Abdel-Fattah el-Sissi har udtalt, at der var tale om en selvmordsbombe. Målet var at ramme Egyptens koptiske minoritet, der udgør ca. 10 procent af befolkningen. Regeringen har svoret at beskytte den kristne befolkning mod islamistiske grupper, men de kristne har i flere år følt sig svigtet og diskrimineret. De kan fx ikke opnå visse topjobs inden for sikkerhedsstyrkerne og i den akademiske verden.

– Hvad tror du, vi føler? Folk blev dræbt, mens de bad, sagde en af de kristne. En anden sagde: ”Regeringen beskytter os ikke. De kan generelt ikke beskytte os mod terror”. Eksplosionen fandt sted i kapellet, som er omfattet af store sikkerhedsforanstaltninger, fordi det ligger nær den koptiske pave Tawadros II’s hovedsæde. Det var ham, der holdt mindehøjtideligheden for de mange døde kristne i mandags.

– Gud, beskærm os og dit folk fra de ondes sammensværgelser. Det er vor kirkes skæbne af ofre martyrer, bad Tawadros II, mens han svingede røgelseskar over kisterne, der var dækket af egyptiske flag.