Nigeria: 160 dræbt i sammenstyrtet kirke

Delstatens guvernør Udom Emmanuel befandt sig i kirken, men slap næsten uskadt fra ulykken.

Taget på en kirke i byen Uyo i det sydøstlige Nigeria nær grænsen til Cameroun styrtede sammen under en bispeindsættelse sidste lørdag. 160 blev dræbt og mange såret.

– Jeg så over 100 døde blive båret ud. Jeg gik også til to hospitaler, hvor jeg så dynger af døde, så det var svært at tælle dem, fortæller et øjenvidne til Reuters.

– Det er svært at få nøjagtige tal om antallet af døde og sårede, fordi mange er blevet bragt til private hospitaler, oplyste lederen af universitetshospitalet i Uyo, Etete Peters, efter ulykken.
The Reigners Bible Church var endnu ikke blevet færdigbygget, da folk samledes til bispevielsen af apostel Akan Weeks, der var kirkens grundlægger.

Delstaten Akwa Iboms guvernør, Udom Emmanuel, var også til stede under gudstjenesten, men han slap næsten uskadt ud af kirken. Han har nu beordret bygningsentrepenøren arresteret, oplyser det statslige nyhedsbureau NAN.

I Nigeria er der udbredt korruption blandt entrepenører og underleverandører, som bruger dårlige materialer. Der er også mange tilfælde af bestikkelser af bygningsinspektører, så det sker forholdsvis tit, at bygninger i Nigeria kollapser.

I 2014 mistede 116 livet, da et herberg i forbindelse med en kirke i Lagos styrtede sammen.