Julekunst bekæmper trafficking

Karsten Auerbachs maleri: ”One of us” måler 34 x 49 cm. Det er udstillet i Fyens Rundkirke i Horne, hvor der er åbent kl. 8-16.00 hver dag.

Billedkunstneren Karsten Auerbach har malet værket ”One of Us”, der skal sælges på auktion til fordel for gadebørn i Indien.

I år støtter Karsten Auerbach’s jule-kunst-auktion et projekt, der bekæmper menneskehandel med gadebørn i Indien

24 helt nyfødte ansigter. Ét af dem er malet på en baggrund af bladguld, der lyser ud imod os.

Billedkunstner Karsten Auerbach maler hvert år et julebillede til helårsbrug. Ikke mere julet end at det også kan hænge fremme i februar eller august – og ikke større end at almindelige mennesker kan have råd til at byde på det – og finde plads til det i stuen. I år måler det 34 x 49 cm.

Børn fra hele verden

”Det gode ved at male er, at man kan sige flere ting på én gang”, indleder kunstneren. ”Jeg har anstrengt mig for at male spædbørn fra hele verden, fordi projektet, som auktionen støtter, handler om børn: Bortset fra kuløren er vi alle ret ens, når vi bliver født, men vores vilkår er så himmelråbende forskellige.

Billedets titel refererer til Joan Osborne’s ”What if God was one of us?” Sangen var ment som en protest mod de vilkår, Han byder os. Men for mig er julen netop en fejring af, at Gud valgte at blive et sårbart menneske ligesom os. Det er noget, som gør kristendommen unik – og noget, som er kommet til at betyde meget for mig over årene.

Og endelig kan man næsten ikke undgå at blive i godt humør af at se på billeder med spædbørn!”

Karsten Auerbach har selv besøgt gadebørnsprojektet i Kolkata, og de sidste syv år har han derfor malet blandt andet julemalerier for at støtte det.
Hjælp til gadebørn

I år går pengene fra salget til at hjælpe nogle af de mest udsatte gadebørn i Kolkata i Indien.
Det er børn, som ikke bare lever i den yderste fattigdom uden familie, men som også er i høj risiko for at blive fanget, handlet og tvunget til slave-arbejde, sex-arbejde eller ufrivillig organdonation.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er tanken, at projektet senere skal brede sig til de nærmeste delstater Bihar og Odisha.
Karsten Auerbach og hans kone Dorte mødte lederne for gadebørnsprojektet for syv år siden og har siden støttet deres arbejde med bl.a. jule-maleri-auktioner.

Denne gang vil de selv rejse ned og aflevere pengene for bedre at kunne se og forstå projektet, mødes med lederne – og med de børn, som det handler om.

Auktion på Facebook

Billedet er udstillet i Fyens Rundkirke i Horne, hvor der er åbent kl. 8-16.00 hver dag.
Karsten Auerbach’s jule-kunst-auktion kan følges på facebook.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Alle kan byde på maleriet på kunstnerens facebook profil, sms/mobil 21796159 eller mail: karsten@auerbach-art.dk
Auktionen slutter den 24. december ved 16.00-tiden, når det sidste bud er givet.