Julekirken over dem alle

Fødselsgrotten med sølvstjernen i gulvet.

Fødselskirken i Betlehem – hvor Jesus blev født – har en lang og broget historie med om- og tilbygninger, ødelæggelser og brand, jordskælv, munkeslagsmål og belejring, fortæller Steen Jensen.

Under den store, men noget slidte Fødselskirke i Betlehem findes den grotte, hvor Jesus efter sigende blev født. I grotten markerer en sølvstjerne det nøjagtige sted, som i et par tusinde år har været pilgrimsmål for millioner af kristne, især i juletiden.

”Og det skete i de dage,” fortæller Lukasevangeliet os, ”at der udgik en befaling fra Kejser Augustus, om at der skulle holdes folketælling i hele Romerriget.
Da Josef stammede fra Betlehem, rejste han fra Nazareth til sin hjemby for at lade sig indskrive, og med sig havde han sin forlovede, Maria, der var gravid.”

Bibelen er ret præcis i beskrivelsen af, hvor Maria fødte sin søn, Jesus. Det skete i Davids by, Betlehem, en ret lille by i Judæa 7-8 kilometer syd for Jerusalem. Bibelen fortæller, at Messias blev født i en stald og lagt i en krybbe; men om det skete præcist på det sted, som sølvstjernen i Fødselskirken markerer, er usikkert.

Det rigtige Betlehem

Det er dog ret sikkert, at det skete i en stald hér i Betlehem, og sandsynligvis også her, hvor Fødselskirken senere blev bygget. Både Lukas og Mattæus slår fast, at det var i Betlehem i Judæa, det skete. Men da der på Jesu tid også fandtes et Betlehem i Galilæa i det nordlige Israel, ikke ret langt fra Nazareth, har nogle – bl.a. nogle få arkæologer – spekuleret i, om det mon ikke var hér, at Jesus i virkeligheden blev født – og ikke i Betlehem syd for Jerusalem.

Spekulationerne går bl.a. på, at Jesus kaldes nazaræeren flere steder i Bibelen, og at turen fra Nazareth til Betlehem i Galilæa ville have været noget nemmere for den højgravide Maria end den meget længere tur hele vejen til Betlehem i Judæa.
Men det er ren spekulation. Der findes ingen seriøse indicier for, at det skulle være tilfældet, bortset fra nogle interessante, men ret løse spekulationer. Bibelen og andre kilder er ret klare i mælet, når de fortæller, at fødslen skete i Betlehem i Judæa og syd for Jerusalem.

Stalden udenfor byen

Flere af kirkefædrene i de første århundreder pegede da også på Betlehem i Judæa som fødselsstedet. Fx fortæller kirkefaderen Origenes (181-254 e.Kr.), at det var en kendt sag blandt de kristne og andre, at Jesus var født i en bestemt stald udenfor byen.

Tidligt pilgrimsmål

Fødselsstedet har dog været pilgrimsmål endnu tidligere for de kristne. Både før og efter at den romerske kejser Hadrian i et forsøg på at udrydde alle spor af den jøde-kristne tro i år 135 opførte statuer af Jupiter og Venus på stedet, er de kristne kommet her.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det kræver da heller ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan de første kristne, der brændte for Jesus, også gerne har villet vide, hvor han blev født, og selv gerne ville en tur forbi stedet og tilbede Messias. Det skulle også være mærkeligt, om Jesu mor, Maria, der stadig levede, ikke har fortalt dem om stedet og måske endda har udpeget det.

Ret tidligt har den tomme grav i Jerusalem været et helligt sted og et pilgrimsmål for de første kristne, og det samme har selvfølgelig været tilfældet med fødestedet i Betlehem.

Bygget i år 327

Det var dog først i år 327, at den første kirke blev bygget over fødselsgrotten, og den stod færdig i år 333. Byggeriet blev iværksat ret hurtigt efter, at kristendommen var blevet tilladt i Romerriget, og iværksat af den første kristne romerske kejser, Konstantin den Store, hvis mor, dronning Helena, var kristen og selvfølgelig har påvirket sin søn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Helena overværede kirkebyggeriet i Betlehem sammen med biskop Makarios af Jerusalem. Helena var rejst fra Rom til Israel for at finde de hellige steder og fik udpeget fødselsgrotten i Betlehem. Bibelen taler om en stald, men kirkefædrene taler om en hule eller en grotte, og det bunder i, at på Jesu tid var det ikke ualmindeligt at bruge huler og grotter til stalde for dyrene.

Fødselskirkens mure stammer fra den store ombygning i 500-tallet.
Ombygget i 565

Det er dog ikke meget, man i dag kan se af den første kirke, ja, faktisk er det kun døbefonten og noget af et mosaikgulv.
Det skyldes, at en større kirke i år 565 blev bygget oven på den gamle, efter at samaritanske opstande i år 529 havde medført omfattende ødelæggelser, hvor store dele af kirken brændte.

Den byzantinske kejser Justinian stod for nybyggeriet, og murene, som de står i dag, stammer fra hans tid.

Korsfarerne

Derimod er gulv og loft udskiftet flere gange, og hele kirkens indre fik en omfattende fornyelse af korsfarerne i 1100-tallet, der også udvidede kirken. Så sent som i år har kirken undergået en større renovering.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og ja – Fødselskirken har i tidens løb været igennem flere ombygninger, og fik bl.a. tilføjet et markant klokketårn.

Jordskælv

Men naturkatastrofer har været hårde ved kirken, og i midten af 1800-tallet gjorde jordskælv og efterskælv store skader på bygningen, hvor bl.a. klokketårnet blev ødelagt.

Men trods tidens tand står Fødselskirken der stadig med sine 12.000 kvadratmeter – stor og slidt og som en evig påmindelse om den største begivenhed i verdenshistorien: At Gud blev menneske. Og den står som en af verdens ældste kirker overhovedet.

Munkeslagsmål

Det er dog ikke ligefrem den kristne fred, der altid har åndet over stedet, for Fødselskirken har været mål for mange konflikter i tidens løb.
Armenske kristne, græsk-ortodokse og romersk-katolske har hver et kloster i tilknytning til kirken, og de skal dagligt forsøge at komme ud af det med hinanden. Pligterne fordeles mellem dem, fx de daglige rengøringspligter, låsning af døre osv., og det sker alt sammen efter et nøje fastlagt skema. Fx bliver forhallen gjort ren hver dag af de græsk-ortodokse, med undtagelse af de to trin, der leder hen til det armenske kloster.

Sådan er det. Munkene vogter nidkært over egne arealer, og ind imellem er spændingerne blusset op. Munkene har mildest talt haft svært ved at enes, siden en særlig status-quo aftale ellers blev vedtaget under Osmannerriget i 1852. Aftalen gav hvert af de tre trossamfund ret til at holde gudstjenester i kirken – og fordelte pligterne.

Spændingerne mellem kirkesamfundene gav så sent som i 2011 udslag i håndgemæng mellem munkene over noget så banalt som en kirkerengøring. Fejekoste og knytnæveslag for gennem luften, da græske munke trådte ind på armenernes enemærker.

Besættelse og belejring

Fødselskirken har også været skueplads for noget så forskelligt som kroning af korsfarerkonger og belejring. I forbindelse med den anden intifada besatte den israelske hær i 2002 Betlehem med det sigte at fange eftersøgte palæstinensere. Cirka 50 palæstinensiske militsfolk og eftersøgte terrorister trængte ind i Fødselskirken, hvor de barrikaderede sig med en større gruppe civile palæstinensere og en håndfuld munke og nonner, der tilfældigvis befandt sig i kirken.

Den israelske hær belejrede kirken og krævede, at militsfolkene overgav sig, og belejringen kom til at strække sig over hele 39 dage.
Siden 1995 har Betlehem været under det Palæstinensiske Selvstyres kontrol. Byen, hvor Jesus kom til verden, og hvor Gud blev menneske, havde indtil for få år siden et kristent flertal blandt sine indbyggere. I dag er muslimerne i overtal, og under 20 procent af indbyggerne er kristne.

Fødselskirken har siden 2012 figureret på UNESCO´s liste over bevaringsværdige steder i verden.

Sådan så ’stalden’ formentlig ud

Stalden, hvor Jesus blev født, var muligvis en grotte øst for Betlehem, hvor dyrene holdt til.

Efter at Josef og Maria i Betlehem var blevet afvist af Josefs gamle venner, bragte Josef til sidst – sent lillejuleaften – den højgravide og udmattede Maria med ud til en hule, som hyrderne brugte øst for byen. Det var en hule, han ofte havde benyttet som barn.

Det fortæller den tyske nonne og seer Anne Catherine Emmerich, som i 1800-tallet havde en lang række visioner om Jesu liv, der viste sig troværdige, selv om hun aldrig havde været udenfor sin hjemegn.

Hun beskriver hulen og dens omgivelser detaljeret og fortæller videre:
Den 24. var det sabbat, og først efter solnedgang kunne Josef købe de mest nødvendige ting. Maria bad ham om at være alene, og han gik ud for at finde et bortløbent æsel. Da han kom tilbage, lå Maria i henrykkelse på knæ i bøn med sit ansigt vendt bort fra indgangen. Og han ser et lys omkring hende, som om der er flammer, og trækker sig i ærefrygt tilbage i bøn.
Maria har da allerede født – i den simple grotte. Senere rækker hun barnet til Josef.

– Så lagde de barnet i krybben, som var fyldt med siv og sarte planter og dækket af et klæde, der hang ned over siderne. Den stod over stentruget, som stod på gulvet til højre for indgangen, hvor hulen har en bred kurve mod syd. Denne del af hulen lå lavere end stedet, hvor Jesus blev født: gulvet skrånede nedad som en trappeformet konstruktion. Efter at have lagt barnet i krybben sad de begge hos ham og takkede Gud med glædestårer.

(Hele A.C. Emmerichs syn findes i Udf. uge 50/2010, samt i bogen ”The Life of the Blessed Virgin Mary – From the Visions of Ven. Anne Catherine Emmerich”.)
Henri.