Derfor knækker filmen for ’Gift ved første blik’

Gift ved første blik devaluerer ægteskabet, mener Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke og Medier.

Vielserne er uforpligtende, fordi de foregår uden Gud og troskabsløfter, siger Mikael Arendt Laursen.

Ægteskabet kommer i fokus, men tømmes for indhold. Romantikken ser ud til at blomstre, men lykken varer en stakket frist. Det er uværdigt for DR at agere datingbureau for licenspenge, mener KLF, Kirke & Mediers generalsekretær Mikael Arendt Laursen.

Tirsdag aften blændede DR1 igen op for Gift ved første blik. Fire par bliver gift uden at kende hinanden i forvejen. Parrene er sat sammen af eksperter, bestående af psykologer, antropolog og præst.

Ægteskab som realityshow

– Det er godt, at Gift ved første blik sætter fokus på ægteskabet som samlivsform, da ægteskabet jo netop er en vigtig byggesten i samfundet og en institution, der skaber tryghed for børns opvækst og udvikling, vurderer Mikael Arendt Laursen.
Han finder det også ”dejligt, ja næsten rørende, at møde udsendelsens medvirkende, som alle drømmer om et romantisk forhold til den eneste ene!”
Men drømmen brister, fordi ritualet i showet er tømt for indhold.
– Konceptet er kun et eksperiment, et eksperiment, der kun varer i fem uger. Og ægteskabet er – trods gentagne påstande om det modsatte – ikke et rigtig ægteskab i den forstand, at det er et forpligtende forhold mellem to ægtefæller til døden skiller. Al snak om Gud og troskab i medgang og modgang er taget ud af vielsesritualet.

Tilbage er et reality-show, der ikke har ret meget med reality at gøre. Det er blot endnu et underholdningsprogram, der i stil med X Factor lukrerer på unge menneskers håbefulde fremtidsdrømme.
Det er her, filmen knækker for konceptet. ’Gift ved første blik’ devaluerer ægteskabet som institution. Og det prostituerer drømmen om det dybe, fortrolige, trofaste parforhold ved at tage det frem, løfte det op, lade som om, det er den ægte vare, for derefter at smide det ud igen, hvis det ikke virker.

Det er simpelthen under lavmål, at DR lægger licenspenge til den slags, mener generalsekretæren.

Skilt ved andet blik

Ægteskabet er helligt og bør ikke bruges som underholdning. Slet ikke med en så lav succesrate, som programmet her kan fremvise: 9 ud af 11 par er gået fra hinanden igen efterfølgende. Ifølge programomtalen går 46 procent af alle danske ægteskaber i opløsning. Men i Gift ved første blik er tallet over 80 procent!

I en tid, hvor public service som aldrig før er til debat, kan man overveje, om det er rimeligt med et licensbetalt datingbureau, hvor såkaldte eksperter sammensætter par efter en række kriterier, som åbenlyst ikke virker.
Gift ved første blik udhuler ægteskabet som institution og udnytter håbefulde unge, slutter Mikael Arendt Laursen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: