Kunst til gavn for indiske børn

Den lokale børnebilledskole lavede billeder til børnene i Kolkata.

– Når jeg fortæller, at jeg er en kristen kunstner, tænker langt de fleste mennesker, at så må jeg jo lave kirkekunst! fortæller billedkunstner Karsten Auerbach.

– Det er faktisk kun få gange, at jeg har været ”fin” nok til dét. Men mit arbejdsliv er én lang undersøgelse af, hvordan man kan lukke kristendommen og kunsten ud af hver deres box – og gøre en kreativ forskel. Og det er et helt vildt privilegium, der har ført vidt omkring!”
Sidst i januar kom han hjem fra Indien, hvor han i flere år har støttet projekter for slum- og gadebørn med sine kunstauktioner.
– Jeg prøver at involvere min egen lille provinsby. Kirkegængere eller ej – alle forstår næstekærlighed og vil gerne være med! Jeg udstiller i en af de lokale folkekirker, og lokalavisen skriver gerne om det, fortæller han.

I december gik auktionen helt over forventning: Maleriet blev solgt for kr. 4.200, men gavmilde borgere i Faaborg begyndte helt spontant at donere ekstra beløb – og kunstneren endte med at have 10.500,- støttekroner med til Indien.

Han fik børnene i den lokale børnebilledskole til at male tegninger til børnene i Kolkata.
Få dage senere kunne Karsten Auerbach aflevere malerierne til børnene i et YWAM-børnehus. Her kommer ca. 50 gadebørn jævnligt for at få bad, beskyttelse og nogle få timers normalt børneliv med leg og sund voksenkontakt, mens 10 børn bor der fast og går i skole.

I et nystartet projekt i et andet slumkvarter holdt Karsten Auerbach børnebilledskole i et blikskur for ca. 40 børn. Først fik de undervisning i tegneteknik og modeltegning. Bagefter skulle de lukke øjnene og tænke på det, som de drømmer om, længes efter og håber på – og prøve at tegne det.
Mange af børnene tegnede de landsbyer og den natur, som deres familier havde forladt for at lede efter arbejde i beskidte, larmende, myldrende Kolkata med sine 15 mill. indbyggere.