Citykirken har vokseværk

Kirkesalen i Aalborg Citykirke er godt fyldt op hver søndag – nu holder man to ens gudstjenester hver søndag.

Nogle gik forgæves, fordi alle pladser er optaget. Nu bliver der to gudstjenester hver søndag.

En ekstra gudstjeneste hver søndag skal nu sikre plads nok til alle.

Aalborg Citykirke er for længst vokset ud af sine rammer i Samsøgade. I dag kommer der ofte flere mennesker til gudstjeneste, end kirkesalen kan rumme. Det hænder, at nogen har måttet gå hjem igen, fordi der er så tæt pakket.
– Det duer simpelthen ikke, at kirken ikke har plads til alle dem, som ønsker at være med til gudstjeneste, lyder det fra Aalborg Citykirke, som derfor netop har igangsat et helt nyt initiativ med to identiske gudstjenester hver søndag hhv. kl. 10.30 og 18.30.
Det giver med ét slag dobbelt så mange siddepladser og vil forhåbentlig betyde, at ingen længere går forgæves til gudstjeneste.

300 til gudstjeneste

Aalborg Citykirke har længe været hårdt presset på plads til den store gudstjeneste søndag formiddag. Der kommer ca. 300 voksne og børn til gudstjeneste hver søndag, og det er efterhånden svært at få en siddeplads, med mindre man kommer i god tid.
Som en nødløsning oprettede kirken for et år siden et ”over-flow room” i kælderen, hvor man kan følge med i gudstjenesten på storskærm via direkte transmission fra kirkesalen.

Men heller ikke denne løsning har kunnet imødekomme den store tilstrømning, som sker til Aalborg Citykirke i disse år, og alt for ofte er folk gået hjem igen, fordi der simpelthen ikke er plads.

Derfor har Aalborg Citykirke netop igangsat et nyt initiativ her i marts: Fremover vil der være to ens gudstjenester hver søndag kl. 10.30 og kl. 18.30 – det giver en fordobling af pladser til gudstjeneste hver søndag.

Plads til gæster

– Vi er efterhånden blevet en ret stor kirke, og vores fysiske rammer kan ikke længere rumme de mange folk, som strømmer til. Derfor skal vi tænke kreativt, så vi kan skabe plads til væksten.
Med to ens gudstjenester hver søndag håber vi, at de, som ikke er kommet til os i et stykke tid på grund af de meget kompakte forhold, vil få lyst til at kigge forbi igen, og at alle nu igen har mod på at invitere en ven med i kirke, siger Dan S. Jacobi, ledende præst i Aalborg Citykirke.

Mange yngre i kirken

Det er folk fra alle aldersgrupper, men især familier med børn, unge mellem 18 og 25 år og internationale, der strømmer til kirken for tiden.
Aalborg Citykirke fylder 91 i år og har haft adresse på Samsøgade 54 i Øgadekvarteret de sidste 43 år. Udover søndagsgudstjenester har kirken også et væld af øvrige aktiviteter, bl.a. børnekirke, AKTV, socialt arbejde, klub for teenagere, Alpha-kurser, Åben Cafékirke og meget mere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Endnu ingen ny bygning

Med over 300 gæster hver søndag ville en naturlig udvikling for kirken nok være at finde nogle større faciliteter, og man har også i årevis ledt med lys og lygte efter en ny bygning, dog uden held, fortæller Dan S. Jacobi:
– En drømmebygning ville have mindst 500 siddepladser i salen, rigeligt med rum til alle vores andre ugentlige aktiviteter og være placeret i 9000-området. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde den en dag, men indtil da må vi finde andre løsninger for at få plads til alle.
Søndag den 5. marts var den første søndag med to ens gudstjenester, og begge var godt besøgte.

En af Aalborgs frikirker

– Aalborg Citykirke er én af flere frikirker i Aalborg. At være en frikirke betyder, at vi er selvforvaltende og uafhængige af staten, men vi er stadig et anerkendt, kristent trossamfund, som udfører alle kirkelige handlinger såsom nadver, bryllupper og begravelser.
Vi har et tæt forhold til mange af byens andre kirker, som vi arbejder sammen med ud fra byens præstenetværk.
Aalborg Citykirke er desuden en del af Frikirkenet og Danske Kirkers Råd, der er et nationalt råd af kristne kirker og organisationer i Danmark. Vi står inde for den apostolske trosbekendelse, som mange også kender fra folkekirken, oplyser Citykirken.