Mia fik et mirakel

Fysioterapeuten kan ikke fatte, hvad der er sket med Mia Holmberg fra Randers, der kun med besvær kunne gå eller stå – indtil hun blev bedt for.

Fredag den 11. marts stavrede Mia Holmberg på to krykker til et møde i Skywalk kirken i Randers. Hun havde fået to hofteoperationer og skulle den 31. marts undersøges med henblik på en tredje operation.

– Når jeg skulle ud og handle i Randers Storcenter, var det i kørestol. For jeg kunne ikke holde ud at stå eller gå ret mange skridt, fortæller Mia Holmberg.

Hun forklarer, at hun er født med hofteskred, men at det først var, da hun var 26 år, at det blev konstateret. Da var hofterne allerede så slidt, at hun først fik opereret den højre og derefter den venstre.
– Så gik det også bedre – indtil den 26. september sidste år.
– Hvad skete der?
– Da foretog jeg et forkert vrid med kroppen, og så gjorde det bare så afsindigt ondt. Jeg måtte ligge ned de næste par uger, og jeg måtte have hjælp til at komme på toilettet osv.

Efterhånden kom jeg op og begyndte at gå bedre. Men jeg kunne ikke klare mig uden kørestol og krykker, fortæller Mia, der bor på 3. sal og også har tre børn at tage vare på. Så det har ikke været nemt.

Men så var det, hun tog til møde med Hans Berntsen.

Helbredelsesmøde

– Min veninde havde opfordret mig til at tage ned i kirken, hvor der var et helbredelsesmøde med Hans Berntsen, og da jeg ikke havde andet på programmet, tog jeg med. Men jeg troede ikke på sådan noget, siger Mia.
Til mødet var der omkring 250 fremmødte. Berntsen holdt først et lille foredrag, men da det bl.a. handlede om Jesus, stod Mia af.
– Jeg var meget skeptisk overfor alt sådan noget, indrømmer hun villigt og blander sin beretning med jævnlige bandeord.

Gik all-in

– Under talen opfordrede han til at tage imod Jesus i hjertet. Og jeg tænkte: Nu går jeg sgu all in! Og så rakte jeg en lap i vejret.
Folk stillede sig i en kø for at blive bedt for. Og jeg ventede lidt. Men så gik jeg derop sammen med to veninder. Jeg ville ikke være den første og heller ikke den sidste. Så det var mig i midten.

Da han bad for min første veninde, Laila, kunne jeg jo se, at der virkelig skete noget. Og det kunne jeg næsten ikke forstå. Hun havde et problem med ryggen.

Så var det min tur.

Som om det brændte

– Jeg spurgte ham først om at bede for nogle celleforandringer i livmoderen, som jeg havde fået konstateret.
Han lagde hånden på min pande og bad en kort bøn. Og så spurgte han om, hvad jeg fejlede med benene, og om vi ikke også skulle bede for det med hofterne.

Han løftede mine ben op og bad om, at de måtte blive lige lange.
Da han løftede det ene ben, gjorde det meget ondt. Og mens han bad, kunne jeg simpelthen mærke, hvordan der blev trukket noget ud i hofterne, selv om han ikke trak i benet. Det var lidt som om det brændte.
– Hvor lang tid varede det?
– Kun 30-40 sekunder!
– Og hvad skete der så?
– Så sagde han, at jeg skulle rejse mig. Jamen, det kan jeg jo ikke, tænkte jeg. Men det gjorde jeg så! Og jeg støttede, som jeg plejer på venstre ben. Men han opfordrede mig til at støtte også på det højre ben. Det prøvede jeg så. Og det gjorde slet ikke ondt!

Det var så mærkeligt, at jeg bare tudede, fordi jeg var så overvældet.
Og jeg har tudet meget siden, for det er så mærkeligt, at mine hofter nu er i orden.
– Hvordan er det så gået siden?
– Jeg har gået rigtig meget i weekenden. Jeg har prøvet at gøre en hel masse, som jeg ikke har kunnet. Jeg kan fx sidde i skrædderstilling nu!

Kæresten med

Søndagen efter sin helbredelse fredag var Mia Holmberg igen til møde med Hans Berntsen.
Denne gang var det i en frikirke i Hobro.

– Jeg tog med, fordi jeg gerne ville vise min kæreste, Claus, hvad der foregik. Han kunne ikke være med til det første møde, og han ville helt sikkert heller ikke være taget med. For han tror ikke på sådan noget. Men nu ville han godt se, hvad det var. Og han havde også et problem med knæet.

Jeg tog også mine ”adoptivforældre” med. Det er et ældre par, jeg kender rigtig godt. Og min adoptivmor har haft brækket nakken, så hun har hovedet fastholdt med et stativ. Da Berntsen bad for hendes ben, kunne hun mærke, der skete noget i nakken.

Da vi kom ind i kirken i Hobro, spottede Hans mig straks. Og nu kunne jeg jo gå uden problemer.
Jeg løb fra Claus op af trapperne, så han måtte bede mig vente på sig. Lørdag dansede vi så meget, at ham måtte sætte sig ned og holde pause, griner Mia.
– Så i stedet for, at Hans fortalte om, hvad der var sket, lod han mig fortælle det selv. Og det blev også lagt ud på Berntsens facebook-side.

Fysioterapeut: Det er helt vildt

Mia har fået behandlinger af en fysioterapeut to gange om ugen. Nu var hun spændt på, om han også kunne se forandringen. Så hun sagde ikke noget, da han om onsdagen kom for at massere hende på briksen.

”Det var mærkeligt,” sagde han, da han tjekkede mit bækken. ”Dit bækken er fuldstændig lige nu. Hofteskålene er lige.”
Han undersøgte benene og sagde, at de nok var lidt spændte. Men når han trykkede de forskellige steder, hvor det plejede at gøre ondt, kunne jeg ikke mærke noget særligt.

Så fortalte jeg ham, hvad der var sket. At jeg var blevet bedt for. Og han syntes også, at det var for mærkeligt.

Udfordringen har også talt med fysioterapeuten, Thomas Morsbøl fra Fysio-Velvære. Han bekræfter det, Mia fortæller:
– Mia har haft store problemer med hofterne. Jeg har kendt og behandlet hende i omkring et år. Der var masser af skævheder og spændte muskler, fortæller han.

– For syv måneder siden fik hun jo et smæk, som gjorde det meget værre. Hun kunne ikke gå og heller ikke støtte på benene.

Jeg fik noget af det rettet op. Men hun måtte se i øjnene, at der var brug for den helt store operation – og hvis ikke, det lykkedes, måtte hun indstille sig på at sidde i kørestol resten af livet.

– Hvad siger du så nu, efter at du har set, hvordan det hele er ændret, og at Mia nu nærmest løber omkring?
– Jeg kan slet ikke sætte ord på. Jeg tror ikke en sk… på den slags. Men jeg har målt og undersøgt hende, og jeg kan ikke se nogen synlige skavanker mere.
– Er det så ikke et mirakel?
– Jo, det kan man vist roligt kalde det, siger fysioterapeuten.

Mia ser nu frem til, at hendes liv fremover ikke skal være fyldt med sygdom og smerter.

– Nu skal jeg bare give den gas og ud og have et godt job! siger hun.