Fuldt hus til Berntsen på Færøerne
600 kom til helbredelsesmøde arrangeret af Indre Mission i KFUM i Klaksvik og 560 i Thorshavn. Kendt radio-mand blev helbredt i direkte udsendelse.
– Jeg har nu 30 gange været på Færøerne, men jeg har aldrig oplevet en åbenhed som denne gang, siger Hans Berntsen i mobilen fra de nordatlantiske øer til Udfordringen.
Helbredelsesprædikant Hans Berntsen plejer at blive inviteret af frikirker, men denne gang blev han også inviteret til at tale i Indre Mission i KFUM-bygningen i Klaksvik, samt på Viderø. Der kom overraskende ca. 600 i Klaksvik! Der var kun plads til 375 i salen, så de øvrige måtte sidde i andre lokaler. Også i det småt befolkede Viderø mødte 250 op.
På denne tur holdt Berntsen først to møder på Suderø og derefter et møde på Viderø, så to møder i Klaksvik, det andet var i Soli Deo Gloria, og endelig et møde i hovedstaden Thorshavn.
– Færinger er jo ikke nogen, der er så lette at bevæge. Så tidligere har det været næsten umuligt at få folk til at reagere, når jeg havde et kundskabsord om en syg. Det var som regel først bagefter, jeg fik at vide, at det passede.
Men på disse møder har jeg oplevet en ny åbenhed, og rigtig mange kirkefremmede.
Og der var vel 50 i aftes, der rakte hånden op, da jeg opfordrede til at tage imod Jesus i hjertet, fortæller Hans Berntsen.
To kvinder tog initiativ
Når Berntsen denne gang blev inviteret til at tale i IM-regi, skyldtes det især Thurid Brend, som sammen med Johanna Cristiansen fik arrangeret møderne i Klaksvik og på Viderø.
Thurid har tidligere sammen med sin mand Snorri været udsendt til Mali af Mission Afrika.
Hjemvendt til Færøerne boede de først i Thorshavn, men flyttede så til Viderø, hvor Thurid kommer fra.
– Jeg havde det ikke så godt og gik derfor hjemme. Jeg begyndte at søge på internettet og YouTube og så bl.a. nogle klip med Hans Berntsen, fortæller hun.
– Jeg følte, at vi havde brug for at opleve Guds kraft, og inviterede Berntsen uden at tænke på, om det kunne lade sig gøre. Han svarede, at han skulle til Færøerne, og at vi kunne få et møde den 18. marts! fortæller Thurid, som straks ringede til sin veninde Johanna i Klaksvik.
Sammen begyndte de to kvinder at undersøge, hvor der kunne holdes et møde.
– Det viste sig, at man i IM/KFUM havde en række møder om nådegaverne, og derfor ville de gerne slutte med et møde om helbredelse. Og det blev en meget positiv opmuntring, fortæller Thurid Brend.
– Det har været fantastisk at opleve. Vi går i kirke og til møder, men ofte føler man, at ånden ligesom mangler, siger Thurid, som håber, at den fornyelse, som Berntsen bragte, fortsætter.
– Vi sætter især pris på den rolige måde, han gør det på.
Hans Berntsen blev også interviewet på det landsdækkende statsradio-program ”Godmorgen Færøerne”.
Her havde studieværten overtalt en kendt radio-medarbejder til at være forsøgsperson. Han havde problemer med sit knæ. Og de udfordrede nu Berntsen til at bede for helbredelse af hans ben i den direkte udsendelse.
Det ene ben viste sig at være længere end det andet, men under forbønnen kom benet på plads. Radiomanden måtte efter at have bevæget sig erkende, at benet nu var helbredt, og smerten er væk.