Opstandelsen er det allervigtigste

Den opstandne Hyrde går stadig rundt for at finde de fortabte får, sagde paven.

Trods alle verdens lidelser kan vi forkynde: Kristus er opstanden! sagde paven.

– Kristi opstandelse er selve hovedhjørnestenen i vores tro, sagde pave Frans i sin tale på Peterspladsen Påskedag.

– Det er mysteriet om den sten, som bygmestrene forkastede, men som ender med at blive selve fundamentet for vort liv.
I denne smid-væk-kultur har vi det med at bruge noget og så smide det væk. Men Jesus er den afviste sten, som bliver kilden til evigt liv, understrede paven.

Han talte om de mange problemer, der præger verden og sagde:
– Vi fristes måske til at spørge: ”Hvor er Herren nu?” Men også i dag fortsætter kirken med at sige: ”Stop, Jesus er opstået.”
Paven opfordrede de troende til at sige: ”Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen, men jeg er sikker på, at Kristus er opstået. Det bygger jeg på.”

– Brødre og søstre, det er det, jeg gerne vil sige til jer. Gå hjem og gentag det i jeres hjerter: Kristus er opstået! sluttede han.
Efter messen og velsignelsen “Urbi et Orbi” talte paven om Jesus som Den gode hyrde, der vil opsøge de fortabte får.
– Når vi bliver overmandet af synd, farer vi alle vild som det fortabte får. Men Gud selv, vores hyrde, er kommet for at lede efter os. For at frelse os har han ydmyget sig, så han endda accepterede at dø på korset, understregede paven.

Bøn for verdens lidende

Herefter bad han om fred i nogle af verdens brændpunkter som Mellemøsten, Afrika, Sydamerika og Ukraine.

Paven havde særlig fokus på bombningen af en buskolonne med flygtninge på vej ud af Aleppo den 15. april. Ifølge Syrian Observatory for Human Rights blev 112 mennesker dræbt ved angrebet.
– I disse tider beder vi især for det arbejde, som gøres for at bringe hjælp og trøst til de civile i Syrien. De er ofre i en krig, der fortsat bringer rædsel og død.
Så sent som i går skete det sidste afskyelige angreb mod mennesker på flugt, og det førte til utallige døde og sårede, sagde paven. Han bad også for mennesker, der er ofre for slaveri, terror, hungersnød og undertrykkelse.

– I alle tidsaldre går den Opstandne Hyrde utrætteligt rundt for at søge os, der er hans brødre og søstre, i alle verdens ørkener. Med mærkerne af lidelsen – sårene fra hans barmhjertige kærlighed – kalder han os til at følge ham på livets vej, sagde paven.


Artiklen fortsætter efter annoncen: