Dansker står midt i stor vækkelse i Venezuela med 3.000 til møde hver dag
– I løbet af de sidste 120 dage har de 35 kirker fået 70 nye medlemmer i gennemsnit hver uge, siger Erling Tychsen fra Roskilde Frikirke.
Jeg profeterede om vækkelsen på en konference for pastorer i Venezuela sidste år. De troede ikke på det. Men nu sker det, siger evangelist Erling Tychsen.
Danskeren besøgte et kristent børnehjem i Venezuela for første gang i 1998.
– Dengang tabte jeg mit hjerte til de børn og arbejdet på børnehjemmet, fortæller han.
Den store vækkelse
Mange år senere blev det til et gensyn med det sydamerikanske land. I første omgang fordi Erling Tychsen oplevede, at Gud helt konkret kaldte ham til at vende tilbage og gav ham løftet om en stor vækkelse i landet.
Denne vækkelse har været en realitet siden januar i år. I storbyen Barquisimeto samarbejder 35 frikirker om en kampagne, der foregår i flere timer hver aften.
Hver aften kommer der 3.000-6.000 til møderne, hvor de oplever både frelse og helbredelser. Og om eftermiddagen holder kirkerne møder for børnene.
Hjerteskærende nød
Venezuela er præget af borgerkrig, fattigdom, vareknaphed og vold. Fængslerne er overfyldte af mennesker i alle aldre, og fangerne lever – og dør – under de forfærdeligste forhold.
Selv små børn kan komme i fængsel, for myndighederne har ikke andre steder at anbringe børn af indsatte og misbrugere.
Gadebørn og andre, der fx. stjæler mad for at overleve, havner også i børnefængslerne, hvor de vokser op uden mad, kærlighed, lægehjælp og skolegang.
Fra fængsel til børnehjem
Erling Tychsen har fået en helt enestående mulighed for at hjælpe børnene. Han har nemlig tilladelse til at tage børn fra fængslerne for at lade dem bo på børnehjemmet. Her får de alt det, de før har manglet af mad, tøj, omsorg, skolegang, lægehjælp og tryghed.
– Når jeg rejser til Venezuela igen i juni, skal jeg arbejde for at gøre børnehjemmet selvforsynende. De skal lære at dyrke deres egne grønsager og holde høns, forklarer Erling Tychsen.
– Vækkelsen har nu varet i 120 dage og de 35 kirker vokser i gennemsnit med 70 nye kristne om ugen.
Det fortæller Erling Tychsen fra Roskilde, som netop nu forbereder sit 6. besøg som evangelist og missionær i Venezuela.
Men han er ikke bare en del af den overvældende store vækkelse. Han har også en tjeneste blandt indsatte, som lider den mest gruopvækkende og hjerteskærende nød.
Og han kæmper for at redde børn ud fra fængslerne for at give dem en tryg opvækst på det kristen børnehjem i millionbyen Barquisimeto.
Et-årige sidder i fængsel
– Der er børnefængsler med børn fra halvandet år og opefter. Deres ”forbrydelse” er, at de er børn af misbrugere eller fængslede. Og fordi der ikke findes børnehjem i landet, kommer de i fængsel, hvor de vokser op med sult og overgreb – uden adgang til medicin, skolegang og omsorg.
Jeg fik kontakt med en ansvarshavende general, som gav mig tilladelse til at besøge alle fængslerne, selv de lukkede. Han er ikke kristen, men jeg fik lov til at bede for ham. Han har også givet mig et diplom som anerkendelse for vores arbejde i børnefængslet.
Fra Haderslev til Venezuela
Hele det store missionsarbejde startede i Haderslev, hvor Erling i 1998 var leder af Missionsforbundet. En ung mand fra menigheden skulle være volontør i to år for ’Leve Børn-projektet’ i Venezuela .
– Jeg besøgte ham og tabte mit hjerte til de børn på børnehjemmet. Vi fik investeret i nye huse og støttede gadebørn, så de fik lægehjælp og skolepenge.
For tre år siden fortalte jeg så om mission i Ukraine til en mandegruppe i Ballerup. Her genså jeg en tidligere medarbejder fra børnehjemmet, som nu er dansk gift.
Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ’Du skal rejse til Venezuela igen!’ Jeg spurgte: ’Hvorfor?’ og Gud svarede: ’Fordi der vil komme en vækkelse i Venezuela.’
Profeti om vækkelse
– Jeg kommer så til Venezuela i april sidste år sammen med manden fra børnehjemmet. Jeg blev inviteret til at tale ved en pastor-konference for frikirkerne i byen. Jeg talte om vækkelse og profeterede vækkelse over byen.
Det med vækkelsen var noget, Gud havde sagt til mig. Men kirkelederne troede ikke på det dengang, husker Erling.
Vækkelsen i 2017
– I januar 2017 fik jeg så lov til at lave en 30 minutters udsendelse i en fælleskirkelig lokalradio. Udsendelserne bliver hørt af 3 millioner mennesker, og jeg inviterede folk til at møde Gud og tage imod ham.
Samtidig blev den store scene på 14 x 14 meter sat op på et indhegnet område i byen. Scenen er lige så stor som Orange Scene på Roskildefestivalen. Og folk væltede ind til kampagnen, som har kørt lige siden!
Vi har talere fra de 35 forskellige frikirker, 200 lovsangere, som arbejder på skift og 2.000 frivillige hjælpere. Og hver dag kommer der 3.000-6.000 mennesker, selv om kampagnen nu har kørt i 120 dage. Mennesker i hundredvis bliver frelst og helbredt på aftenmøderne, som varer 4-5 timer.
Om dagen er der arrangementer for børn efter skoletid. De får lidt saft og brød og hører evangeliet, og folk fra kirken klipper deres hår og negle for dem.
Fattigdom og nød
Venezuela er midt i en borgerkrig. Der er varemangel, arbejdsløshed og en voldsom inflation. Pengenes værdi er faldet 800 % på et år, og folk prioriterer skolepenge til deres børn, selv om de mangler både mad og medicin.
– Børnene sulter og går på lossepladserne for at finde mad. De er så underernærede, at mange 13-årige ligner 7-årige. I fængslerne er de så sultne, at de tyr til kannibalisme. De tør ikke lægge sig til at sove af frygt for at blive ædt i nattens løb.
Hjælp til de mindste
Organisationen Global Organisation Denmark (GOD) støtter børnehjemmet, hvor der nu bor 13 børn i alderen 6-16 år. Bygningerne blev plyndret, mens de i en årrække stod tomme, så der er behov for reparationer og nyanskaffelser af møbler mm.
Kirkerne passer børnene og GOD ansætter bl.a. pædagoger til stedet. GOD har nemlig grønt lys til at flytte børnene fra fængslerne til børnehjemmet, bare de vil tilbyde dem husly, mad, skolegang og lægehjælp.
– Vi satser på at hjælpe niño-børnene. Det er de helt små, som endnu ikke har taget alt for meget skade af at bo i fængslerne, fortæller Erling Tychsen.
Han tilbyder at fortælle om vækkelsen, fængslerne og børnehjemmet i danske menigheder. Det er nemlig vigtigt at få nye partnere til forbøn, hjælp og støtte i arbejdet. Børnehjemmet har også brug for en ny boring og et rensesystem, så kloakvand kan bruges til markvanding.
– Der er behov for 500 mennesker, som kan give 100 kroner om måneden. For pengene rækker langt i Venezuela. Nu skal vi gøre børnehjemmet selvforsynende med grønsager og høns, slutter Erling Tychsen, som i juni rejser ned til en ny 14-dages periode for at tage del i Guds store arbejde i det sydamerikanske land.
Pengene rækker langt
Gennem Global Organisation Denmark går støttekronerne ubeskåret til børnearbejdet i Venezuela. Der er også mulighed for skattefradrag, hvis man først kontakter info@globalorganisation.dk for at få nærmere oplysninger.
100 kr. / måned kan give et barn mad, tøj og husly på børnehjemmet.
150 kr. / måned svarer til mad, tøj, skole og husly – og
250 kr. om måneden kan lønne en medarbejder.